Reception, mere skrump og orange køkken

Jeg sidder lige nu i min sofa og glæder mig til d. 11. april. Jeg har nemlig inviteret til reception i anledning af udgivelsen af min bog, Englemor.

Det vil jeg også gøre her:

"Min bog, Englemor, udkommer d. 11. april, og det har jeg lyst til at fejre. Så hvis du har lyst til at være med, så kom til Måløv.

Torvet ud for Søndergårds Allé 51 (lige ved siden af Måløv station)

kl. 16-18

Der vil blive serveret et glas champagne og lidt snacks.

Tag endelig børn, kærester, ægtefæller osv. med. Du kan købe en bogen til kr. 149,- (husk kontanter) signeret. Hvis du allerede har købt bogen, er du velkommen til at tage den med og få den signeret.

Jeg glæder mig til at se en hel masse glade mennesker :-)"

Og så er jeg jo så stadig på kur. Det er egentlig ikke så slemt. Særligt ikke, når jeg tænker på, at det kun er tre dage endnu...

Og de tre dage skal simpelthen bruges på at gøre mit køkken orange. Folien kommer i morgen, så det bliver max. spændende at se, hvad jeg egentlig har bestilt.

 Jeg skal nok sætte før- og efterbilleder ind her, så I kan se, hvor tosset jeg er. Altså med farver, naturligvis.

 Jeg glæder mig til at vise jer det!

En heldig kartoffel

Kender du det? Når man bare føler sig som det heldigste, mest privilegerede menneske i verden?

Sådan har jeg det lige nu.

Jeg har lige fulgt min søde, glade Mads til børnehave på cykel i en kold, men smuk, solbeskinnet morgen. Og det efter en ganske dejlig weekend med skøn fest med gamle kolleger i lørdags, spinning, skønne løbeture og anmeldelse af Englemor i Berlingske.

Og så er jeg så småt begyndt at få nedfældet mine tanker om Anna. Hovedpersonen i min nye roman.

Kan man næsten finde bedre udgangspunkt for en fantastisk uge? Jeg tror det ikke.

Så jeg vil nyde min helt egen evne til at gøre det i livet, som giver mig allermest glæde, så jeg kan blive ved med at føle mig som verdens allerheldigste kartoffel.

Skrump og fredagsslik

Så skete det. Jeg er gået på kur. Slankekur. Jeg har gjort meget ud af at sige, at det også bare er for at rense kroppen ud, men det ville altså ikke være så sløjt, hvis jeg lige kunne tabe et par kilo. Til de røde bukser...

Det er en skrap kur. Jeg er allerede en lille smule svimmel, og jeg har kun været i gang i dag. Jaja, jeg vælger at glæde mig over, at jeg slet ikke behøver alkohol for at føle mig omtåget.

Det passer i virkeligheden rigtig dårligt at tage kuren nu, for jeg skal til fest i morgen aften. Men altså... nu skulle det bare være, og så gør jeg det.

Det er i virkeligheden typisk mig at vælge den skrappe form for kur. For det er ganske vist noget barsk, men så går det til gengæld hurtigt. Og det er jo altid dejligt, ikke? Ligesom det er typisk mig at starte den dag, hvor hjemmet dufter forførende af fredagsslik. Dejlige, bløde vingummier og labre larver... Oh my god, hvor har jeg dog lyst til at spise hele Mads' skål i en enkelt håndfuld!

Men kuren er kun 10 dage, og jeg tænker altså, at jeg holder stand. Om ikke for andet, så for at bevise over for mig selv, at jeg stadig har selvdisciplin nok til at fokusere mig ud af enhver svær situation. At fokusere mig væk fra tankerne om mad og selvmedlidenheden over at være lidt sulten (ok, meget sulten).

Og så tænker jeg at veje mig ca. en gang i timen for hele tiden at se, at det altså virker det her. Waou, det bliver 10 lange dage, hva'? Well, jeg har altså besluttet mig for at tage dem med højt humør og masser af dans og løbeture. Hvis jeg altså kan holde balancen...

Søndagstanker

Der er et begreb, som jeg tror er særligt kendt blandt os, som er single. Søndagstrist. For søndagen er på en eller anden måde bare skabt til at være sammen med sin kæreste. Eller sin familie.

I denne weekend er Mads hos sin far, så min familie mangler. Og det kan jeg faktisk godt mærke. For lige netop i dag er det ikke en kæreste, jeg savner. Lige netop i dag er det mine drenge, der spøger i mit hjerte. Og jeg tror, jeg ved hvorfor.

Det er ved at være tid til en Tobias-weekend.

En Tobias-weekend er en dag - en hel dag - hvor jeg savner. Kigger på billeder af ham, tager måske min Tobias-kasse frem og kigger på mine skatte. Nænsomt. Forsigtigt. Skånsomt. For jeg har kun dem.

Det er over 2 år siden, at Tobias døde, men de er stadig lige vigtige. Mine Tobias-weekender. De er ikke så hyppige længere, men de må ikke holde op. For hvis de holder op, så er det, jeg mister fokus på at kunne rumme det hele. At være højspændt orange i røde bukser i min bil for fuld tryk sammen med mennesker jeg elsker, at være mor til mine drenge og at være Englemor. At stå ved en skillevej og kunne rumme både fortid, nutid og fremtid. At turde.

For det er også på de dage, eller weekender, hvis jeg er heldig, at jeg finder min styrke. Mit mod. Det mod, jeg skal bruge til forhåbentlig snart at ændre min professionelle kurs og leve af at skrive og holde foredrag. Til at tage det næste skridt og starte på noget helt nyt. Til at turde tro på værdien i det, jeg er, og ikke i noget, jeg gør. At turde tro på mine evner uden bevis for dem.

Se, det kræver mod for en højspændt orange kvinde, mor ... og Englemor.

Højspændt orange..

JA!!

Mit 38. år skal være orange!

Jeg skriver dette indlæg fra min spritnye orange pc. Nøj, hvor er den bare... HOT! Det bliver mit køkken også. Det bliver nemlig også orange.

Mine 36. og 37. år har været grønne. Dyb, varm grøn. Nu skal der max gas på livet, så nu skal det være orange. Helt vild, lækker orange.

De, som er tættest på mig, tager sig formentlig til hovedet og siger: "Ohhh no". For verden har en tendens til at opdage det, når jeg bliver farverig. Og strømførende. For det er sådan, jeg føler det. Som om jeg endelig igen er blevet strømførende. På Pernille-måden. Sådan, at andre mennesker kan blive ladt op ved mig. Og det passer mig!

Så uanset hvad verden synes, så siger jeg "Oh hell yeah", starter motoren og giver fuld gas.

Forår, røde bukser og lidt rødvinstyk

Det vil nok være på sin plads at udsende en advarsel. En form for sirene. For nu kommer jeg altså farende...

Det er forår. Og foråret er MIT!

Det er kommet snigende, det gode humør. Jeg har prøvet at holde det nede med tanker om en mand, der smuttede, men uden held. Der er simpelthen ikke noget at gøre. Jeg MÅ synge, danse og hoppe af glæde. Den helt sprudlende glæde, som kun kan mærkes helt indefra.

Jaja, jeg er lidt rødvinstyk efter en pragtfuld skiferie, så de røde bukser strammer lidt. Men hvad gør det, når alt andet i mig synger jubelsang. For livet, lykken, kærligheden.

Og så er der jo også det, at når jeg er rødvinstyk, er jeg nødt til at løbe lidt flere ture, end jeg plejer. Årh, pokkers. At være nødt til at gøre mere af noget, jeg elsker.

Nårhh ja, men altså... jeg har aldrig været bleg for at leve livet, som det passer mig bedst :-)

Chick lit og flere dejlige mænd

Jeg er til chick lit. Både til at læse det og selv skrive det.

For findes der dog noget bedre end at læse om mennesker, som man kan identificere sig med? Nogle, som er lige så kloge og sofistikerede, som en selv, og som samtidig kvajer sig næsten lige så meget og er næsten lige så ynkelige som en selv. Nogle gange endda mere! Det er godt.

Når du så nu sidder og tænker: Arh altså, det er jo hul og tom litteratur, Pernille, kom med noget substans. Så har jeg virkelig meget lyst til sige: Tal pænt om mit liv!!! For lige så meget dybde og eftertænksomhed, jeg kan fremvise, lige så meget glad, letsindet poptøs er jeg. Og det er sgu da lige præcis det, der er interessant. Alle sammensætningerne i os. Vores evner til at udvikle os i takt med livet, så vi kan blive bedre og bedre til det. Livet.

At få vendt udfordringer til spændende udviklingspunkter. Og det er noget, jeg er ved at være virkelig god til!

Og jeg vil starte et sted, som har voldt mig kvaler. Mænd.

Jeg har egentlig tænkt, at jeg hellere måtte holde mig lidt fra dem i et stykke tid, for det er sgu ikke der, jeg ligefrem brillerer. Men så var det jeg kom i tanke om det her med at øve mig... Hvordan i himlens navn skal jeg blive bedre til det, hvis jeg ikke øver mig? Hvordan har jeg lært at køre min elskede bil? Ved at gøre det. Og når jeg opdrager min søn, så er det ikke med en manual i hånden, men derimod med alle mine fejl og gode gerninger som ballast.

Så det vil jeg gøre. Øve mig.

Og jeg skal da så ikke være for stor til at indrømme, at det er en pænt meget mere tiltalende plan end den med at lade dem være. De kloge, varme, oprigtige mænd.

Mormortøs..?

Gad vide, om jeg er ved at blive en form for voksen...?

Hele dagen i går havde jeg denne her vidunderlige følelse af at have sluppet kontrollen. Jeg var helt rolig, nærmest eftertænksom til tider, og det var skønt endelig at kunne slappe af.

Men ved aftentid kunne jeg godt mærke vemoden. Vemod i forhold til at mangle nogle af mine poptøsede elementer. Dem, som jeg normalt bliver helt glad i låget af, og som giver mig rytmen til livet.

Så jeg prøvede at forene det. Sådan i det små, bare. En meget vigtig del af alt det her med at slappe af og lade ting ske i deres eget tempo er, at jeg har genfundet min evne til at fordybe mig i litteraturen. Jeg er simpelthen igen i stand til at læse bøger. Helt enkelt. Og det er intet mindre end himmelsk. At kunne slappe af igen. Nøj, hvor har jeg trængt til det.

Men jeg vil jo gerne kunne være energiske, glade Pernille samtidig med.

Så i aftes tog jeg første skridt. The Voice og Hanne Vibeke Holst. Poptøs og den rolige fordybede mormor. På en gang. Mormortøs. Med rytme.

Eller bare Pernille. Med forskellige, modsatrettede sider. I gang med at opdage, at verden og livet måske er zebrastribet og både-og, autodidakt og akademisk, struktureret og fuldstændigt virvar.

Det er helt sikkert nye tider i Måløv...

"Hvorfor skal det gå så stærkt?!"

"At have ADHD er som at føle, at man kører med 120 i timen, mens alle andre kører 60" - frit citeret fra en fyr, som har fået stillet den diagnose.

Hmm... hvis det er sådan, det føles, så har jeg det muligvis også! Muligvis helt sikkert også!

Det er min absolut aller-aller-største udfordring! At finde et tempo, hvor andre mennesker kan følge med. Det er lige meget, om det er min søn, en mand, de andre bilister. Jeg har altid alt for meget fart på. I hvert fald hvis man spørger dem, som prøver at følge med.

Jeg ville meget gerne kunne sige, at al min damp kommer af et meget højt energiniveau og drivkraft - min indre rastløshed - for det er til dels sandt.

Men der ligger en anden - for andre formentlig helt åbenbar - årsag, som det har taget mig lange studier i Pernille at opdage.

Kontrol. Altid kontrol.

Når jeg er forrest og bestemmer tempoet, så har jeg kontrollen. Jeg kan overskue det, der kommer, fordi jeg har helt frit udsyn og fordi ingen andre driller og vil være med til at bestemme retningen.

Og jeg har stort set formået at være forrest hele mit liv, fordi jeg med charme og vilje har fået min verden til at følge mig. Lige indtil for kort tid siden, da der blev sagt fra. Da jeg ikke fik min vilje. Da jeg måtte se mig slået. Og endnu værre - da jeg var nødt til at indrømme, at det var det, jeg havde søgt. At nogen satte bremsen i og holdt den.

Og tænk sig, at der skulle være hele tre drenge i mit liv, som gjorde det lige på én gang. En levende dreng, en død dreng og en aldeles levende mand.

Eller også var Pernille bare endelig klar til at svare ærligt på spørgsmålet...

Englesmil

Det er, hvad solskin er! Klare, klukleende smil fra himlens engle. Særligt min.

Og det virker noget så forløsende på mit vinterkolde sind. De klare varme stråler, som bebuder forårets komme.

Foråret med al sin spiren, solskin og nyt håb. Det er meget cool, ikke? At vi altid ved, hvad der kommer? Der er årstiderne alligevel skarpe nok, ikke?

Og vi tror på det hver gang! Helt upåagtet, at det gang på gang sker, at vi må finde os i en snestorm i marts - bedst som vi har fundet solbriller og sommerhat frem.

Jeg tænker, at det er meget kendetegnende for livet... Bedst som vi tror, at vi ved, hvad der kommer, så bliver vi blæst bagover af en snestorm. Eller af en uventet solstråle.

Som den jeg fik lige i ansigtet i morges, da jeg sad i min bil. Den, som ramte mit ansigt helt blidt, helt dunlet og alligevel med en kraft, som fik tårerne til at løbe.

Det er det, min engels smil bebuder. Lykken. At lykken faktisk allerede bor i mig. At jeg allerede har varmen fra beskyttende vinger. Jeg skal bare tro på det. Have tillid til det. Så kommer det. Jeg kan mærke det.

Hvad skulle en hel dags klukkende latter fra min skat i himlen dog ellers bebude?!