"Hvorfor skal det gå så stærkt?!"

"At have ADHD er som at føle, at man kører med 120 i timen, mens alle andre kører 60" - frit citeret fra en fyr, som har fået stillet den diagnose.

Hmm... hvis det er sådan, det føles, så har jeg det muligvis også! Muligvis helt sikkert også!

Det er min absolut aller-aller-største udfordring! At finde et tempo, hvor andre mennesker kan følge med. Det er lige meget, om det er min søn, en mand, de andre bilister. Jeg har altid alt for meget fart på. I hvert fald hvis man spørger dem, som prøver at følge med.

Jeg ville meget gerne kunne sige, at al min damp kommer af et meget højt energiniveau og drivkraft - min indre rastløshed - for det er til dels sandt.

Men der ligger en anden - for andre formentlig helt åbenbar - årsag, som det har taget mig lange studier i Pernille at opdage.

Kontrol. Altid kontrol.

Når jeg er forrest og bestemmer tempoet, så har jeg kontrollen. Jeg kan overskue det, der kommer, fordi jeg har helt frit udsyn og fordi ingen andre driller og vil være med til at bestemme retningen.

Og jeg har stort set formået at være forrest hele mit liv, fordi jeg med charme og vilje har fået min verden til at følge mig. Lige indtil for kort tid siden, da der blev sagt fra. Da jeg ikke fik min vilje. Da jeg måtte se mig slået. Og endnu værre - da jeg var nødt til at indrømme, at det var det, jeg havde søgt. At nogen satte bremsen i og holdt den.

Og tænk sig, at der skulle være hele tre drenge i mit liv, som gjorde det lige på én gang. En levende dreng, en død dreng og en aldeles levende mand.

Eller også var Pernille bare endelig klar til at svare ærligt på spørgsmålet...