Chick lit og flere dejlige mænd

Jeg er til chick lit. Både til at læse det og selv skrive det.

For findes der dog noget bedre end at læse om mennesker, som man kan identificere sig med? Nogle, som er lige så kloge og sofistikerede, som en selv, og som samtidig kvajer sig næsten lige så meget og er næsten lige så ynkelige som en selv. Nogle gange endda mere! Det er godt.

Når du så nu sidder og tænker: Arh altså, det er jo hul og tom litteratur, Pernille, kom med noget substans. Så har jeg virkelig meget lyst til sige: Tal pænt om mit liv!!! For lige så meget dybde og eftertænksomhed, jeg kan fremvise, lige så meget glad, letsindet poptøs er jeg. Og det er sgu da lige præcis det, der er interessant. Alle sammensætningerne i os. Vores evner til at udvikle os i takt med livet, så vi kan blive bedre og bedre til det. Livet.

At få vendt udfordringer til spændende udviklingspunkter. Og det er noget, jeg er ved at være virkelig god til!

Og jeg vil starte et sted, som har voldt mig kvaler. Mænd.

Jeg har egentlig tænkt, at jeg hellere måtte holde mig lidt fra dem i et stykke tid, for det er sgu ikke der, jeg ligefrem brillerer. Men så var det jeg kom i tanke om det her med at øve mig... Hvordan i himlens navn skal jeg blive bedre til det, hvis jeg ikke øver mig? Hvordan har jeg lært at køre min elskede bil? Ved at gøre det. Og når jeg opdrager min søn, så er det ikke med en manual i hånden, men derimod med alle mine fejl og gode gerninger som ballast.

Så det vil jeg gøre. Øve mig.

Og jeg skal da så ikke være for stor til at indrømme, at det er en pænt meget mere tiltalende plan end den med at lade dem være. De kloge, varme, oprigtige mænd.