Sider

fredag den 24. november 2017

Modet til frihed

Eftertænksomhed har det med at træde ind ved juletid og årets afslutning. Jeg tænker meget på, hvor jeg er i mit liv, hvilke værdier jeg har, hvordan jeg er lykkelig. Og hvordan jeg kan bidrage til min verdens lykke.

Jeg husker engang, da jeg stillede op for et politisk parti, at jeg blev spurgt, hvem mit forbillede var. I denne sammenhæng var det mit politiske forbillede. Jeg havde vældig svært ved at svare oprigtigt på spørgsmålet, for i grunden syntes - og synes - jeg ikke, at jeg havde et forbillede. Jeg ville helst undgå at træde i andres fodspor, men træde mine egne, og det følte jeg var svært, hvis jeg udråbte et forbillede.

Sådan har jeg det egentlig stadig - eller i det mindste indtil for gangske nylig. For da opdagede jeg, at mit store forbillede i virkeligheden har været mig så nær, at jeg slet ikke har set det, men blot taget for givet.

For mit forbillede er en helt særlig mand. Den mand, der har lært mig, at et liv kun er lykkeligt i fuldkommen frihed. Ikke fra andre mennesker - tværtimod allerhelst meget tæt på andre - men i fuldkommen frihed til at vælge og være. Når jeg ikke har kunnet forstå mig selv og min ubrydelige trang til at bestemme selv og føle mig fri, har jeg altid kunnet vende mig til ham for forståelse. Ofte var det slet ikke nødvendigt med ord. Han vidste bare præcis, hvorfor jeg var nødt til at handle, som jeg gjorde.

Han har nok udtrykt sig om frihed verbalt, men i langt, langt højere grad har han gjort det i handling. Han har altid stædigt insisteret på at gå den vej, der var hans. Ofte til sine omgivelsers store frustration, fordi noget andet passede bedre i vores verden. Men ikke i hans.

Og det er lige præcis det, jeg gerne vil give videre. At vise ham, der spejler sig i mig, at det vigtigste i denne verden er, at vi alle er frie til at vælge og være. Jeg ved jo, at der kun er en rigtig måde at gøre det på, nemlig ved at gøre det selv - walk the talk - på min måde.

Så det gør jeg og håber, at det virker. Og så stjæler mig i øvrigt til alle de øjeblikke med min fars smukke, forstående øjne, jeg kan, og hylder jeg ham stille for at vist mig vejen til den største af alle livets gaver: Modet til frihed.

torsdag den 12. oktober 2017

Liv

Jeg er på vej på hospitalet, hvor et kært og elsket menneske desværre er indlagt.


Jeg frygter, hvilket syn, der møder mig, så jeg gør det eneste, jeg rigtig kan finde ud af for at komme ud med min sorg: Løber en tur og skriver en ting.


For livet spørger ikke om din alder. Eller om du har tid. Eller om det nu også lige passer dig i dag.


Det er der. Og så er det der lige pludselig ikke.


Det overvejer ikke din sorg eller andres sorg. Det bliver til det, du giver det mulighed for at blive til. Hverken mere eller mindre.


For nogle er det sikkert stille og velopdragent. Hos mig er det ikke. Her råber og skriger det upassende højt:


Lev mig!
Elsk mig!
Nyd mig!
Gør det, du er skabt til!


Det kræver, at jeg bruger min tid kærligt. At jeg finder trøst i det svære og styrke i min svaghed.


Jeg skal nok. Jeg lover det. For det er jo det, jeg er skabt til. At finde glæden i sorgen.







tirsdag den 26. september 2017

Kærlighed

For enden af alting er kærlighed.


Lidt en kliché? Jeg tror faktisk på det. Lad mig prøve at forklare det.


Hvis vi tager udgangspunkt i, at alting er en linje. En tidslinje. Det kan være for livet eller for en periode eller for en handling, men altid en linje. Den har to ender. Og i begge ender er der kærlighed. Vores adfærd er formet af kærligheden i den ende, vi kommer fra, og af at nå kærligheden i den ende, vi er på vej mod.


Giver det mening?


Når mennesker gør hinanden ondt, sker det næsten altid for at opnå kærlighed - om ikke fra eller til andre, så til sig selv. Fordi vi bare allesammen gerne vil elskes, og hvis ikke andre vil gøre det, så må vi slå fra os, for måske kan vi på den måde finde kærligheden til os selv. Nogle gange går vi til yderligheder og græder og hyler, fordi andre ikke vil vise os den opmærksomhed og kærlighed, vi ønsker os. Som små børn, som vil have opmærksomhed. Der er ingen grænser for, hvad de vil gøre for at vi bemærker dem og tager dem i vores favn. Nogle gange gør vi voksne det så også. Måske vi er blevet lidt mere raffinerede, men i bund og grund er det det samme, og vi gør det af kærlighed, for at få kærlighed.


Det er min yndlingsmåde at anskue verden på. At vi allesammen handler i og ud fra kærlighed. Det gør det det lidt nemmere at rumme den sure nabo, der klipper hækken 10 cm for lavt - hvert eneste forbandede år. Eller den veninde, der meldte afbud til en planlagt middag en halv time før. Der er en ret stor sandsynlighed for, at de ikke har gjort det for at genere mig. De har haft et udgangspunkt i kærlighed. Enten til andre eller til sig selv.


Det er et stærkt værktøj at bruge i en proces, hvor du skal finde dig selv eller komme dig oven på en sorg efter død eller andre tab. Kærligheden. Den tanke, at det aldrig var meningen, at den kærlighed, du har følt, skulle ødelægge dit liv, men snarere berige det. At en afdøds liv stadig beriger dit. Eller at kærligheden til din eks stadig er en gave i dit liv. At meningen med kærlighed er at styrke.


Jeg prøver at bruge kærligheden som udgangspunkt i mit liv. Nogle gange kommer det mine omgivelser til gode, andre gange kommer det kun mig til gode. Det er fedest, når det kommer alle til gode, nogle gange gør det så bare ikke det. Men jeg prøver at huske mig selv på, at for enden af alting er kærligheden. Og så er det som om noget slipper inden i mig. Som om den hårde knude bliver blød, og min modstand og arrigskab siver ud af mig. Som om jeg lige strøg mig selv over håret.


Fordi for enden af alting, jeg gør, er jo også kærlighed.


Kærligst
Pernille

torsdag den 14. september 2017

Rusten, famlende, lidt feberhed - men tilbage

Jeg har i den senere tid oplevet flere situationer, som har givet mig lyst til at skrive igen. Det kommer i bølger ligesom... Pludselig tænker jeg "Wow, det her ville jeg gerne sætte mange flere ord på". Men som regel bliver det bare ved en flyvsk tanke og et lille stik af savn og en følelse af, at jeg svigter et løfte.
For der var jo engang, hvor jeg lovede mig selv, at jeg skulle gøre alt det, jeg kunne, for at give videre af mig selv - min erfaring og mine oplevelser. At netop jeg skulle gøre det, fordi jeg kan. Fordi jeg er beriget med en evne til at udtrykke det, som andre mærker, men har svært ved at finde ord for. At kunne beskrive sorg og glæde og turde sige, at jeg er lykkedes med at få vendt min søns død til mit livs største gave.
En forespørgsel fra en god bekendt om et eksemplar af Englemor fik mig til at tro på, at der stadig er brug for det, jeg kan give. Og at jeg stadig er forpligtet. Ikke af noget "burde, skulle, kunne" eller lignende, men af en evne og en gave.
Jeg er ikke andet eller mere end Pernille Schmidt fra Måløv. Men min søn var så særlig, at min historie og min erfaring også er det. Og I får mere af det, hvis I gider læse den for jeg kan ikke lade være at skrive den, selv om Guderne skal vide, at jeg har forsøgt at undertrykke det.
Så hvor rusten jeg end er i skriveriet, famlende i min færd og i dag feberhed, så er historien på vej. Den bobler i mig som nye ideer til, hvordan jeg kan gøre min fortælling mere interessant med vinkler, som jeg ikke før har anvendt, og med værdifulde input fra mine nærmeste og fra alle jer, der læser med.
Det kommer drypvis - ingen ved hvornår - men jeg lover, at det kommer. Og det vil være min store fornøjelse at lade jer være mine sparringspartnere - dem, jeg spiller mine bolde opad og lytter til. Jeg kommer til at fortælle, hvad jeg oplever og spørge jer, hvad I tænker om alt muligt. Jeg kommer endelig til at lukke andre ind i min historie og få en rolle og en mening.
Det er stort for mig. Jeg glæder mig, og jeg håber virkelig, du vil være med!
Kærlig hilsen
Pernille



onsdag den 25. marts 2015

Næsten, snart, i morgen måske?

Jeg har lige sat loft op i min entre. Igen. Første gang var det blevet for skævt, og selv om jeg prøvede at gå rundt med lukkede øjne og tænke: "det er helt fint - huset er jo skævt", så gik den bare ikke.

Så i dag har jeg rettet det op. Se! Er det ikke flot?! :-)



Mit lille dukkehus er meget tæt på at være færdig indenfor. Lidt paneler i entreen, og så er den der.

Det har holdt hårdt at få det sidste færdigt, for paneler og afslutninger hist og her er bare ikke lige mig. Det kunne jeg godt have folk til. Men det har jeg ikke, så nu har jeg haft verdens bedste hjælpere her mandag-tirsdag, og så går jeg her alene et par dage mere. Og SÅ! Weeeehuuuuu - så er jeg FÆRDIIIIG!

Det synes jeg egentlig bare, at jeg lige ville dele med jer.


Dejlig, dejlig, dejlig dag


fredag den 20. marts 2015

Smiler du?


Det er ikke så svært egentlig, det med at smile. Mundvigene op, øjnene knibes let sammen og du flasher måske endda nogle tænder.

Så bliver din dag bedre!

Mere skal der ikke til. Når du smiler til verden, får du nemlig smil igen, og det gør dig glad. Så på den måde når dit smil hele vejen rundt til dig selv.

Og det er jo svært ikke at finde noget at smile ad på sådan en lækker fredag morgen med udsigt til fredagsbar, rødvin i sofaen, bøffer på bordet eller bare is i spande foran Disneysjov.

Skøn fredag til dig :-)

onsdag den 18. marts 2015

Ordentlighed

Har du nogensinde tænkt over, at alting er, hvad du gør det til?

Jeg kan godt lide tanken om at være ordentlig. Når min mormor og mor har omtalt kvinder, som de respekterede, og som havde styr på deres hjem, så har de ofte brugt ordet ordentlig. Som noget virkelig godt!

Så det har jeg altid gerne villet være. Pernille er ordentlig. Det spiller da! Og det har sådan en klang af noget, der er godt for en kvinde at være.

Men det er jeg ikke. I hvert fald ikke på den måde, som min mormor og mor mente det. Da jeg havde spist morgenmad i morges, satte jeg skyrskålen ved siden af en anden skål, en tallerken, en gryde, to kopper og bestik. Altsammen beskidt.

Det ville jo ikke være noget særligt, hvis jeg skulle vaske op i hånden, men det skal jeg ikke. Jeg har en helt uundværlig opvaskemaskine. Den var bare fuld af rent service, og det havde den så været siden ... weekenden.

Det er mig. Samme mig, som kan lægge sig i flere dage på sofaen - måske med en bog, måske bare stirrende ud i luften - selv om alting omkring mig er ved at vælte og skriger på min opmærksomhed. Det forstyrrer simpelthen ikke store ånder, som jeg ynder at sige.

Så jeg har lige bestemt noget i dag. Ordentlighed er fra i dag noget andet her i huset. Pernille er ordentlig. Og det er jeg, fordi jeg passer godt på min ånd. Jeg opfører mig i overensstemmelse med mit væsen, og jeg er virkeligt god til at pleje min sjæl.

Det er ordentlighed i Dukkehuset.

Skøn solskinsdag til dig