Mormortøs..?

Gad vide, om jeg er ved at blive en form for voksen...?

Hele dagen i går havde jeg denne her vidunderlige følelse af at have sluppet kontrollen. Jeg var helt rolig, nærmest eftertænksom til tider, og det var skønt endelig at kunne slappe af.

Men ved aftentid kunne jeg godt mærke vemoden. Vemod i forhold til at mangle nogle af mine poptøsede elementer. Dem, som jeg normalt bliver helt glad i låget af, og som giver mig rytmen til livet.

Så jeg prøvede at forene det. Sådan i det små, bare. En meget vigtig del af alt det her med at slappe af og lade ting ske i deres eget tempo er, at jeg har genfundet min evne til at fordybe mig i litteraturen. Jeg er simpelthen igen i stand til at læse bøger. Helt enkelt. Og det er intet mindre end himmelsk. At kunne slappe af igen. Nøj, hvor har jeg trængt til det.

Men jeg vil jo gerne kunne være energiske, glade Pernille samtidig med.

Så i aftes tog jeg første skridt. The Voice og Hanne Vibeke Holst. Poptøs og den rolige fordybede mormor. På en gang. Mormortøs. Med rytme.

Eller bare Pernille. Med forskellige, modsatrettede sider. I gang med at opdage, at verden og livet måske er zebrastribet og både-og, autodidakt og akademisk, struktureret og fuldstændigt virvar.

Det er helt sikkert nye tider i Måløv...