Englesmil

Det er, hvad solskin er! Klare, klukleende smil fra himlens engle. Særligt min.

Og det virker noget så forløsende på mit vinterkolde sind. De klare varme stråler, som bebuder forårets komme.

Foråret med al sin spiren, solskin og nyt håb. Det er meget cool, ikke? At vi altid ved, hvad der kommer? Der er årstiderne alligevel skarpe nok, ikke?

Og vi tror på det hver gang! Helt upåagtet, at det gang på gang sker, at vi må finde os i en snestorm i marts - bedst som vi har fundet solbriller og sommerhat frem.

Jeg tænker, at det er meget kendetegnende for livet... Bedst som vi tror, at vi ved, hvad der kommer, så bliver vi blæst bagover af en snestorm. Eller af en uventet solstråle.

Som den jeg fik lige i ansigtet i morges, da jeg sad i min bil. Den, som ramte mit ansigt helt blidt, helt dunlet og alligevel med en kraft, som fik tårerne til at løbe.

Det er det, min engels smil bebuder. Lykken. At lykken faktisk allerede bor i mig. At jeg allerede har varmen fra beskyttende vinger. Jeg skal bare tro på det. Have tillid til det. Så kommer det. Jeg kan mærke det.

Hvad skulle en hel dags klukkende latter fra min skat i himlen dog ellers bebude?!