Søndagstanker

Der er et begreb, som jeg tror er særligt kendt blandt os, som er single. Søndagstrist. For søndagen er på en eller anden måde bare skabt til at være sammen med sin kæreste. Eller sin familie.

I denne weekend er Mads hos sin far, så min familie mangler. Og det kan jeg faktisk godt mærke. For lige netop i dag er det ikke en kæreste, jeg savner. Lige netop i dag er det mine drenge, der spøger i mit hjerte. Og jeg tror, jeg ved hvorfor.

Det er ved at være tid til en Tobias-weekend.

En Tobias-weekend er en dag - en hel dag - hvor jeg savner. Kigger på billeder af ham, tager måske min Tobias-kasse frem og kigger på mine skatte. Nænsomt. Forsigtigt. Skånsomt. For jeg har kun dem.

Det er over 2 år siden, at Tobias døde, men de er stadig lige vigtige. Mine Tobias-weekender. De er ikke så hyppige længere, men de må ikke holde op. For hvis de holder op, så er det, jeg mister fokus på at kunne rumme det hele. At være højspændt orange i røde bukser i min bil for fuld tryk sammen med mennesker jeg elsker, at være mor til mine drenge og at være Englemor. At stå ved en skillevej og kunne rumme både fortid, nutid og fremtid. At turde.

For det er også på de dage, eller weekender, hvis jeg er heldig, at jeg finder min styrke. Mit mod. Det mod, jeg skal bruge til forhåbentlig snart at ændre min professionelle kurs og leve af at skrive og holde foredrag. Til at tage det næste skridt og starte på noget helt nyt. Til at turde tro på værdien i det, jeg er, og ikke i noget, jeg gør. At turde tro på mine evner uden bevis for dem.

Se, det kræver mod for en højspændt orange kvinde, mor ... og Englemor.