Klap klap klap

Det regner. Det konstateres nemt.

Så sindet kan være lidt comme si comme sa. Der bliver nemt lidt regnvejrsblues over det... Og det kunne vel være helt ok - ganske passende, endda, i nogle tilfælde. En anledning til lige at være lidt stille.

Hmm... stilheden kan nu også blive lidt for meget, så jeg giver den lidt modspil. Lidt musik.

Hops! Højre fod kan ikke lade rytmen være. Det breder sig.... nu er det hovedet, der vipper, nikker, bevæger sig i takten.

Og dammit! Inden jeg kan gøre noget som helst ved det, danser jeg! Først siddende på stolen, men da Madonna brøler ud med Girl Gone Wild er hele lejligheden mit Dancefloor.

Nu er der ikke noget at gøre længere. Der er ikke skyggen af noget som helst blues i mit sind. Kun fest, sang, latter.

Klap klap klap for rytmen. Rytmen til liv.

Alt muligt...

... har jeg gang i lige i øjeblikket.

Jeg er ved at redigere de lydfiler, jeg har indtalt, som skal blive til en lydbog af Englemor. Jeg arrangerer foredrag - både egne og på anmodning. Og så laver jeg de opgaver, som kommer ind ved siden af. Og alt sammen samtidig med, at min nye roman flimrer rundt i hovedet på mig.

"Man kan ikke kigge både til højre og til venstre på én gang, Pernille", ville min kloge coach sige, hvis jeg præsenterede hende for mit virvar i hovedet lige nu.

Og hun har jo ret.

Så mon ikke min øvelse lige nu skal være at acceptere stilheden. At acceptere, at jeg lige nu er i en situation, hvor jeg ikke helt selv bestemmer farten. At slutte fred med, at jeg stille og roligt må skabe min nye retning. Den skal nok egentlig i vidt omfang have lov til at skabe sig selv.

Jeg ved jo godt, at intet bundfælder sig, som bare bliver centrifugeret i mit hoved. Det skal først trækkes en tur ned i hjertet, før det får den form, jeg skal bruge det i.

Så mon ikke jeg skal finde min tillid frem. Den til fremtiden, til mine ord og til det, jeg er. For det er jo det, jeg kan tilbyde. Det, jeg er.

Forarbejdet er gjort. Det er blevet tid til at pleje og siden høste.

Løbetur i solen

Jeg må altså af med det - alt det dejlige, jeg føler indeni.

Jeg har lige været ude på en løbetur i solen. Lige nu, lige før frokost. Min krop var sådan lidt... ja, lidt sløv, men jeg fik alligevel sneget løbeskoene på og kom afsted.

Og... altså, ikke? Det var ren forkælelse!

Jeg løb ikke specielt hurtigt, heller ikke langsomt, men jeg løb og sang og hoppede lidt efter bladene på træerne, og der var de sædvanlige elementer som flyvetur og lidt dans til den dunkende musik i ørerne.

Og så var der smil! Af de helt store. Tror faktisk nok, at jeg kom til at grine lidt på et tidspunkt. Ad ingenting. Bare fordi.

Hvor er jeg dog glad for, at Tobias har vist mig, at livet skal leves til absolut max, mens jeg har det. Fordi det er kort. Eller måske nærmere fordi, det forhåbentlig er 100 år langt, men aldrig kommer til at føles det, når jeg husker kun at gøre det, der gør mig glad.

Gør det! Gør det, du elsker! Gør det, der får dig til at grine, danse og hoppe af glæde. Bare fordi du kan. Og bare fordi vi kun lever denne ene gang.

I spændt forventning...

Jeg har en nærmest barnlig glæde over min fødselsdag. Ikke på grund af gaver og opmærksomhed - faktisk slet ikke - nej, det er på grund af det nye år og alle de nye muligheder, opgaver og oplevelser.

Hvert år på min fødselsdag mærker jeg spændingen over det nye år, som jeg står på tærsklen til. Spændingen over, hvad det mon bringer. Spændingen over, hvad jeg mon skal opleve, lære, nyde. Hvor jeg mon skal hen.

Der har lige været et par år, hvor forventningens glæde har været lidt mat, men den er tilbage. For fuld styrke! Faktisk så meget, at det bedste billede på det vil være det af mig, der står med små hop på stedet, næsten ikke til at holde tilbage, dirrende af spænding, i døren til fremtiden helt fuld af forventning.

For det her år bliver intet mindre end vidunderligt! Jeg kan simpelthen mærke det! Jeg aner ikke, hvad der skal ske, men det bliver godt.

Og jeg glæder mig. Gud, hvor jeg dog glæder mig!!

Min største svaghed

Jeg skulle have været til påskefrokost i går. Dejlig påskefrokost med god mad, godt selskab og masser af øl. Det ville jeg gerne have været!

Men der skete noget, som fik mig til at ændre mine planer uden så meget som at blinke. Eller jo, jeg blinkede, men det var kun for at undgå, at tårerne skulle trille ned over mine buttede kinder.

Min store dreng syntes simpelthen ikke, at hans mor skulle nogen steder hen uden ham. Og ikke bare syntes han det ikke. Han græd sine modige tårer over tanken om, at han ikke skulle være sammen med sin mor. "Jamen, jeg er jo lige kommet over til dig, og så har jeg bare kun lyst til at være sammen med dig".

Ved du hvad? Jeg kunne simpelthen ikke! Det er et af de absolut eneste tidspunkter, hvor jeg lader frygten for, hvad der mon nogen sinde kunne ske min store dreng, træde ind. For hvad nu hvis der sker ham noget? Hvad nu hvis han pludselig - Gud forbyde det - skulle dø som Tobias, og jeg ikke havde prioriteret ham? Hvis jeg havde afvist hans behov for nærhed og tid med mig... så ville jeg formentlig aldrig tilgive mig selv.

Skilsmisse og hans brors død har påført min søde Mads så ubegribeligt megen smerte allerede i hans 5½ år lange liv, og jeg kan simpelthen ikke få det over mit hjerte at påføre ham mere.

Så Mads og mor er sammen. Og mor holder op med at lave planer i mine uger med Mads, som ikke inkluderer ham. Indtil han er klar.

Måske der sidder en enkelt med et vidende smil og tænker, at han godt nok har luret sin mor og bare har krammet på mig. Og til det kan jeg kun svare: Ja! I allerhøjeste grad. Og det er ok, for det er kærlighed.

Lykkelig single og billeder

Så har jeg fået taget billeder til jer, så I kan se mit nye orange køkken. Er det ikke bare for skønt? Det er umuligt ikke at blive glad, når jeg ser på det!

Ja, der er altså ikke helt "blæst", men jeg er ved at bage. Det er jeg tit, så det er egentlig et meget godt billede.

 

Før

Efter







Det slog mig, mens jeg gik og ordnede mit køkken, at jeg måske er skabt til at være single?

Jeg gjorde arbejdet alene. Helt alene. Jeg tog selv køleskabet ud af skabet og satte skuffer og hylder i - som jeg i øvrigt selv savede ud, fordi jeg var for nærig til at købe nogle, der var forskåret. Jeg satte selv folien på, og jeg hentede selv fryseren ind fra bryggerset.

Hvorfor?

Fordi jeg simpelthen ELSKER mit eget selskab. Jeg elsker også andres selskab, men at være så privilegeret, at jeg har kunnet tilbringe 3 dage i mit helt eget selskab, mens jeg gjorde noget, som jeg holder rigtig meget af, det er virkelig bare mig!

Og så tænker jeg, at jeg måske er skabt til det. At være single. Og så bliver jeg helt trist. For jeg synes, at mænd er SÅ spændende. Alle mennesker er spændende, men det er noget særligt med mænd. De vækker min nysgerrighed i en helt anden grad end mine skønne veninder.

Jeg har en god ven, som jeg ser indimellem - alt for sjældent i virkeligheden - men hver gang sker det samme. Han efterlader mig med en følelse af at være ved at revne af nysgerrighed. Efter hvad mere han gemmer på.

Nå, men det kan jeg jo så bruge påsken til at grunde lidt på... Narrhhh, det kommer nok ikke til at ske. Formentlig kommer jeg bare til at stornyde de dejlige påskefrokoster, jeg skal til, og alt det dejlige selskab, jeg kommer til at nyde.

Livet er altså virkelig bare lige mig!

Klar til mere...

Sådan! Så blev det ordnet. Mit køkken er nu orange. Og når jeg siger orange, så mener jeg det virkelig! Det er ikke nogen kedelig farve, det er det ikke! Og jeg er vild med det! Der skal nok komme billeder, men først i morgen. Eller dagen efter måske.

Og kuren er sandelig også vel overstået. Jeg har simpelthen genstartet kroppen og er klar til en ny start. Med kroppen. Det passer mig.

Generelt passer livet mig i disse dage. Jeg ser de dejligste mennesker. Jeg har projekter i gang herhjemme, som jeg bare elsker at gå og hygge mig med. Jeg slapper af på min yndlingsmåde: Med fuld knald på, men uden at have travlt.

Fås det mon bedre? Hmmm.... i så fald ikke hos mig. Det er lige, som det skal være. Stærkt nydende og klar til mere.