Min største svaghed

Jeg skulle have været til påskefrokost i går. Dejlig påskefrokost med god mad, godt selskab og masser af øl. Det ville jeg gerne have været!

Men der skete noget, som fik mig til at ændre mine planer uden så meget som at blinke. Eller jo, jeg blinkede, men det var kun for at undgå, at tårerne skulle trille ned over mine buttede kinder.

Min store dreng syntes simpelthen ikke, at hans mor skulle nogen steder hen uden ham. Og ikke bare syntes han det ikke. Han græd sine modige tårer over tanken om, at han ikke skulle være sammen med sin mor. "Jamen, jeg er jo lige kommet over til dig, og så har jeg bare kun lyst til at være sammen med dig".

Ved du hvad? Jeg kunne simpelthen ikke! Det er et af de absolut eneste tidspunkter, hvor jeg lader frygten for, hvad der mon nogen sinde kunne ske min store dreng, træde ind. For hvad nu hvis der sker ham noget? Hvad nu hvis han pludselig - Gud forbyde det - skulle dø som Tobias, og jeg ikke havde prioriteret ham? Hvis jeg havde afvist hans behov for nærhed og tid med mig... så ville jeg formentlig aldrig tilgive mig selv.

Skilsmisse og hans brors død har påført min søde Mads så ubegribeligt megen smerte allerede i hans 5½ år lange liv, og jeg kan simpelthen ikke få det over mit hjerte at påføre ham mere.

Så Mads og mor er sammen. Og mor holder op med at lave planer i mine uger med Mads, som ikke inkluderer ham. Indtil han er klar.

Måske der sidder en enkelt med et vidende smil og tænker, at han godt nok har luret sin mor og bare har krammet på mig. Og til det kan jeg kun svare: Ja! I allerhøjeste grad. Og det er ok, for det er kærlighed.