Løbetur i solen

Jeg må altså af med det - alt det dejlige, jeg føler indeni.

Jeg har lige været ude på en løbetur i solen. Lige nu, lige før frokost. Min krop var sådan lidt... ja, lidt sløv, men jeg fik alligevel sneget løbeskoene på og kom afsted.

Og... altså, ikke? Det var ren forkælelse!

Jeg løb ikke specielt hurtigt, heller ikke langsomt, men jeg løb og sang og hoppede lidt efter bladene på træerne, og der var de sædvanlige elementer som flyvetur og lidt dans til den dunkende musik i ørerne.

Og så var der smil! Af de helt store. Tror faktisk nok, at jeg kom til at grine lidt på et tidspunkt. Ad ingenting. Bare fordi.

Hvor er jeg dog glad for, at Tobias har vist mig, at livet skal leves til absolut max, mens jeg har det. Fordi det er kort. Eller måske nærmere fordi, det forhåbentlig er 100 år langt, men aldrig kommer til at føles det, når jeg husker kun at gøre det, der gør mig glad.

Gør det! Gør det, du elsker! Gør det, der får dig til at grine, danse og hoppe af glæde. Bare fordi du kan. Og bare fordi vi kun lever denne ene gang.