Næsten, snart, i morgen måske?

Jeg har lige sat loft op i min entre. Igen. Første gang var det blevet for skævt, og selv om jeg prøvede at gå rundt med lukkede øjne og tænke: "det er helt fint - huset er jo skævt", så gik den bare ikke.

Så i dag har jeg rettet det op. Se! Er det ikke flot?! :-)

Mit lille dukkehus er meget tæt på at være færdig indenfor. Lidt paneler i entreen, og så er den der.

Det har holdt hårdt at få det sidste færdigt, for paneler og afslutninger hist og her er bare ikke lige mig. Det kunne jeg godt have folk til. Men det har jeg ikke, så nu har jeg haft verdens bedste hjælpere her mandag-tirsdag, og så går jeg her alene et par dage mere. Og SÅ! Weeeehuuuuu - så er jeg FÆRDIIIIG!

Det synes jeg egentlig bare, at jeg lige ville dele med jer.


Dejlig, dejlig, dejlig dag

Smiler du?

Det er ikke så svært egentlig, det med at smile. Mundvigene op, øjnene knibes let sammen og du flasher måske endda nogle tænder.

Så bliver din dag bedre!

Mere skal der ikke til. Når du smiler til verden, får du nemlig smil igen, og det gør dig glad. Så på den måde når dit smil hele vejen rundt til dig selv.

Og det er jo svært ikke at finde noget at smile ad på sådan en lækker fredag morgen med udsigt til fredagsbar, rødvin i sofaen, bøffer på bordet eller bare is i spande foran Disneysjov.

Skøn fredag til dig :-)

Ordentlighed

Har du nogensinde tænkt over, at alting er, hvad du gør det til?

Jeg kan godt lide tanken om at være ordentlig. Når min mormor og mor har omtalt kvinder, som de respekterede, og som havde styr på deres hjem, så har de ofte brugt ordet ordentlig. Som noget virkelig godt!

Så det har jeg altid gerne villet være. Pernille er ordentlig. Det spiller da! Og det har sådan en klang af noget, der er godt for en kvinde at være.

Men det er jeg ikke. I hvert fald ikke på den måde, som min mormor og mor mente det. Da jeg havde spist morgenmad i morges, satte jeg skyrskålen ved siden af en anden skål, en tallerken, en gryde, to kopper og bestik. Altsammen beskidt.

Det ville jo ikke være noget særligt, hvis jeg skulle vaske op i hånden, men det skal jeg ikke. Jeg har en helt uundværlig opvaskemaskine. Den var bare fuld af rent service, og det havde den så været siden ... weekenden.

Det er mig. Samme mig, som kan lægge sig i flere dage på sofaen - måske med en bog, måske bare stirrende ud i luften - selv om alting omkring mig er ved at vælte og skriger på min opmærksomhed. Det forstyrrer simpelthen ikke store ånder, som jeg ynder at sige.

Så jeg har lige bestemt noget i dag. Ordentlighed er fra i dag noget andet her i huset. Pernille er ordentlig. Og det er jeg, fordi jeg passer godt på min ånd. Jeg opfører mig i overensstemmelse med mit væsen, og jeg er virkeligt god til at pleje min sjæl.

Det er ordentlighed i Dukkehuset.

Skøn solskinsdag til dig

Min karrieres største succes

Jeg har lige været til netværksmøde her til morgen. Jeg har egentlig i en del år godt kunnet lide at netværke. Det har vist mig mange sider af mig selv og andre mennesker, og det har bragt mig nogle gode venner. Altsammen godt!

Så i morges var jeg til et møde, hvor der var facilitator på, så vi blev lidt ekstra udfordret i at netværke. Spændende og godt - jeg kan godt lide at blive udfordret i noget, som jeg tror, jeg kan.

En af øvelserne i dag var, at vi hver især skule skrive på et lille kort, hvad vores største succes i vores karriere havde været. Når jeg deltager i netværk, er det altid som translatør, for det er mit primære erhverv; der tjener jeg mine penge, og jeg holder af det.

Men da jeg skulle skrive min største succes i min karriere, blev der helt stille. Jeg blev en smule febrilsk, som jeg altid gør, når noget, jeg tror, jeg har helt styr på, pludselig ikke er så enkelt. Jeg troede, at det var f.eks. at være med til at starte Deloitte Sprog. Eller at opretholde min egen virksomhed gennem en del år. Eller at være med til at skabe morgennetværk hos Baker Tilly. Men det var det ikke.

Min karrieres største succes var den dag, jeg holdt reception for udgivelsen af min første bog. Den dag, hvor jeg stod med bogen i hånden og havde sået kimen til et nyt liv.

Jeg holder rigtig meget af at oversætte, og jeg vil gerne blive ved med det. Men ... det er bøgerne, der er min succes.

Og med denne bevidsthed fortsætter jeg min dag, som jeg egentlig havde tænkt mig at gøre det. Nu ved jeg måske bare lidt mere om hvorfor.

Dejlig dag til dig :-)

Et halvt glas nutella og morgenløb

Jeg siger det bare: Morgenløb er som en lykkepille for mig!

Jeg har lige været en tur om Søndersø. Det er længe siden, jeg har været kørt derud for at løbe, men i dag passede det lige. Og hold nu op altså! Jeg spurtede nærmest afsted. Det var SÅ fedt!

I går var også fed - bare på en lidt anden måde. Der sluttede jeg dagen af med at spise et halvt glas nutella ... sådan er jeg bare. Når jeg har modstridende følelser indeni og skal acceptere, at jeg er, som jeg er, så straffer jeg mig selv ved at spise - eller rettere inhalere - alt det, der ikke er godt for mig.

Jeg har nemlig en million ting indeni, som skændes.

Den søde, pæne pige fra provinsen, som godt gad at leve i et helt almindeligt liv i en helt almindelig verden med en helt almindelig mand og nogle helt almindelige børn og et helt almindeligt job.

Og så er der djævlekællingen, som synes, at livet er meget sjovere, hvis absolut INTET skal være normalt og pænt. Hun taler grimt, er alt for ærlig, kan ikke finde ud af at være i et job, kan ikke finde ud af at lege far-mor-og-børn og har en lækker kæreste, som er så meget yngre end hende selv, at vi er holdt op med at sige det.

Ååååårrrrhhhhh, hvor er det dog bare så irriterende!!!! Så spiste jeg et halvt glas nutella. Med ske. Det smagte pissegodt.

Nå, men hun vinder jo, den djævlekælling, for det er desværre hende, der er mig. Ikke den pæne, søde en, som mine forældre har gjort alt, hvad de kan for at hjælpe mig med at finde frem i mig. Hun bor bare ikke i mit hjerte.

Men det gør hende, der er alt det, der er djævlekælling, men også mor, kæreste, blød som smør og hård som granit. Og sygt god til at spise nutella!

Når det danser indeni

Det er snart forår. Min årstid. Den tid på året, hvor jeg mærker mig selv allermest. Det hele danser og synger i mig, og hver en celle står i startposition; klar til, at jeg giver startskuddet til, at lige netop den celle kan folde sig ud og være awesome. 

Jeg skal bare lige finde ud af, hvad den skal være awesome med. 

For det er også en tid, hvor alt i mig, der danser, samtidig ser sig over skulderen og undres over, hvorfor det gamle blev kasseret. For en stund tvivler jeg på min retning og på min sjæl. 

Her til morgen så jeg en video, hvor en ung kvinde sang Bryan Adams' Heaven. Hun sang som en engel! Men jeg tror ikke, at hun vidste hvad sangen handlede om ... Det gør ikke hendes stemme dårligere; jeg kunne bare slet ikke mærke hende. 

Mon ingen har sagt det til hende? En misforstået omsorg? 'Nej, jeg nænner det ikke. Hun vil så gerne synge'. 

Det får mig til at tvivle på mig selv. Er der nogen, der siger det til mig, hvis jeg fattes sjæl i min gerning? Er det for brutalt for andre mennesker at briste min illusion om at skrive bøger? Jeg føler, at jeg lever allermest, når jeg skriver, men det betyder jo desværre ikke, at jeg er god nok til det. 

Inspireret af kvinden, der sang Bryan Adams, har jeg tænkt mig at gøre det alligevel. For jeg nægter at være den gamle dame på plejehjemmet, som gemmer på en historie, hun aldrig fik fortalt. Så jeg skriver! I fuld tillid til de lækre mennesker omkring mig. 

For mine dansende celler tigger mig om at finde deres awesomeness. Og hvem ved? Måske det bliver lige præcis dette forår, det hele sker, og min indre sommerfugl breder sine vinger. Alt kan ske i en verden med dukkehus og sø. 

5 år

I morgen er det 5 år siden, Tobias døde.

Jeg grunder lidt over, hvad det får mig til at føle ... Jeg prøver mig lidt frem med at genkalde mig mine følelser for 5 år siden. Det lykkes til dels. Jeg kan overhovedet ikke huske, hvad jeg foretog mig på denne dag for 5 år siden, men ret præcist, hvad jeg foretog mig på dagen i morgen. Altså for 5 år siden. Eller rettere i morgen efter 11.15 for 5 år siden. Jeg kan også godt huske tomheden og følelsesløsheden. Og den surrealisme, som følger med at skrive sms'er og foretage nøgterne telefonopkald, hvor jeg oplyser, at jeg må trække mig tilbage fra den normale trommerom på ubestemt tid, fordi min yngste dreng altså er død. Kvalt i sin mad i vuggestuen.

Jeg kan godt mærke, at det ikke er svært at få tårerne frem, hvis jeg vil. Jeg kan også godt mærke, at jeg godt kan holde dem inde, hvis jeg vil.

For der er sket det helt utænkelige og helt umulige at sige: Jeg er kommet mig.

Min mor ringede i morges. Hun og far kommer ind til mig i dukkehuset i morgen for at hjælpe mig med at sætte loft op i entreen. Og pludselig havde hun opdaget, hvilken dato det er i morgen. D. 13. januar. Kunne de så stadig komme og sætte loft op? Hun er sød, min mor. Og husker datoer. Min far er også sød. Han husker ikke datoer. Han og jeg kunne sagtens have gået og sat loft op hele dagen i morgen, uden på et eneste tidspunkt at have opdaget, at det er d. 13. januar. Vi har måske kun lige styr på, at det er tirsdag ...

Er jeg kynisk? Er jeg kold og hård? Når jeg nu ikke sørger på en sådan sorgens dag?

Nej.

Jeg er mor til Tobias. Mit hjerte græder altid en lille smule. Der er altid en lille sprække i det, som tilhører min Tobias. Men den er hverken større eller mindre i morgen end den er i dag.Og nu græder jeg, fordi jeg er Tobias' mor. Det gjorde jeg også den anden aften, da jeg så noget i tv, som mindede mig om ham. Det er bare sådan, jeg lever. Efter 5 år er det blevet helt standard. En vane. Et livsvilkår. Og det er ok.

Da jeg skulle finde ud af noget med noget liv efter hans død, prøvede jeg mig frem med at sige det aller-allerværste, jeg kunne finde på. "Jeg lader din død være starten på mit nye liv". Og så satte jeg mig ned og ventede på, at jeg krøllede sammen over så fæl en tanke. Det gjorde jeg slet ikke. Jeg endte med at danse rundt i min lejlighed med KATO buldrende ud i højttalerne. "Hey shorty". Tror jeg. Fordi det netop var det, det var. Afslutningen på et liv, som blev starten på et andet.

Min sørgen har været utraditionel, fordi jeg er utraditionel. Min insisteren på at fortælle om det har været ordinær, fordi jeg er ordinær. Min sorg har været livgivende, fordi min dreng var netop det.

Det kan lade sig gøre. At komme sig.

Og med de ord sender jeg mine sædvanlige flyvekys og kærlighed til himlen og glæder mig over altid at have en engel med. I liv, sjæl, hjerte og død.