mandag den 12. januar 2015

5 år

I morgen er det 5 år siden, Tobias døde.

Jeg grunder lidt over, hvad det får mig til at føle ... Jeg prøver mig lidt frem med at genkalde mig mine følelser for 5 år siden. Det lykkes til dels. Jeg kan overhovedet ikke huske, hvad jeg foretog mig på denne dag for 5 år siden, men ret præcist, hvad jeg foretog mig på dagen i morgen. Altså for 5 år siden. Eller rettere i morgen efter 11.15 for 5 år siden. Jeg kan også godt huske tomheden og følelsesløsheden. Og den surrealisme, som følger med at skrive sms'er og foretage nøgterne telefonopkald, hvor jeg oplyser, at jeg må trække mig tilbage fra den normale trommerom på ubestemt tid, fordi min yngste dreng altså er død. Kvalt i sin mad i vuggestuen.

Jeg kan godt mærke, at det ikke er svært at få tårerne frem, hvis jeg vil. Jeg kan også godt mærke, at jeg godt kan holde dem inde, hvis jeg vil.

For der er sket det helt utænkelige og helt umulige at sige: Jeg er kommet mig.

Min mor ringede i morges. Hun og far kommer ind til mig i dukkehuset i morgen for at hjælpe mig med at sætte loft op i entreen. Og pludselig havde hun opdaget, hvilken dato det er i morgen. D. 13. januar. Kunne de så stadig komme og sætte loft op? Hun er sød, min mor. Og husker datoer. Min far er også sød. Han husker ikke datoer. Han og jeg kunne sagtens have gået og sat loft op hele dagen i morgen, uden på et eneste tidspunkt at have opdaget, at det er d. 13. januar. Vi har måske kun lige styr på, at det er tirsdag ...

Er jeg kynisk? Er jeg kold og hård? Når jeg nu ikke sørger på en sådan sorgens dag?

Nej.

Jeg er mor til Tobias. Mit hjerte græder altid en lille smule. Der er altid en lille sprække i det, som tilhører min Tobias. Men den er hverken større eller mindre i morgen end den er i dag.Og nu græder jeg, fordi jeg er Tobias' mor. Det gjorde jeg også den anden aften, da jeg så noget i tv, som mindede mig om ham. Det er bare sådan, jeg lever. Efter 5 år er det blevet helt standard. En vane. Et livsvilkår. Og det er ok.

Da jeg skulle finde ud af noget med noget liv efter hans død, prøvede jeg mig frem med at sige det aller-allerværste, jeg kunne finde på. "Jeg lader din død være starten på mit nye liv". Og så satte jeg mig ned og ventede på, at jeg krøllede sammen over så fæl en tanke. Det gjorde jeg slet ikke. Jeg endte med at danse rundt i min lejlighed med KATO buldrende ud i højttalerne. "Hey shorty". Tror jeg. Fordi det netop var det, det var. Afslutningen på et liv, som blev starten på et andet.

Min sørgen har været utraditionel, fordi jeg er utraditionel. Min insisteren på at fortælle om det har været ordinær, fordi jeg er ordinær. Min sorg har været livgivende, fordi min dreng var netop det.

Det kan lade sig gøre. At komme sig.

Og med de ord sender jeg mine sædvanlige flyvekys og kærlighed til himlen og glæder mig over altid at have en engel med. I liv, sjæl, hjerte og død.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar