Et halvt glas nutella og morgenløb

Jeg siger det bare: Morgenløb er som en lykkepille for mig!

Jeg har lige været en tur om Søndersø. Det er længe siden, jeg har været kørt derud for at løbe, men i dag passede det lige. Og hold nu op altså! Jeg spurtede nærmest afsted. Det var SÅ fedt!

I går var også fed - bare på en lidt anden måde. Der sluttede jeg dagen af med at spise et halvt glas nutella ... sådan er jeg bare. Når jeg har modstridende følelser indeni og skal acceptere, at jeg er, som jeg er, så straffer jeg mig selv ved at spise - eller rettere inhalere - alt det, der ikke er godt for mig.

Jeg har nemlig en million ting indeni, som skændes.

Den søde, pæne pige fra provinsen, som godt gad at leve i et helt almindeligt liv i en helt almindelig verden med en helt almindelig mand og nogle helt almindelige børn og et helt almindeligt job.

Og så er der djævlekællingen, som synes, at livet er meget sjovere, hvis absolut INTET skal være normalt og pænt. Hun taler grimt, er alt for ærlig, kan ikke finde ud af at være i et job, kan ikke finde ud af at lege far-mor-og-børn og har en lækker kæreste, som er så meget yngre end hende selv, at vi er holdt op med at sige det.

Ååååårrrrhhhhh, hvor er det dog bare så irriterende!!!! Så spiste jeg et halvt glas nutella. Med ske. Det smagte pissegodt.

Nå, men hun vinder jo, den djævlekælling, for det er desværre hende, der er mig. Ikke den pæne, søde en, som mine forældre har gjort alt, hvad de kan for at hjælpe mig med at finde frem i mig. Hun bor bare ikke i mit hjerte.

Men det gør hende, der er alt det, der er djævlekælling, men også mor, kæreste, blød som smør og hård som granit. Og sygt god til at spise nutella!