Den forunderlige sorg

Min far er lige død, og det stinker! Men han var syg, og hans død var en lise for ham, og det var så smukt, at vi alle sammen et øjeblik fysisk kunne mærke lettelsen for ham. Han døde med det smukkeste smil på læben.

Så nu går jeg rundt med denne her forunderlige følelse, som sorg er. Jeg er ikke bange for den, for jeg ved, at det er kærligheden, der har skabt den, så den må godt være der, men ... der sker noget spøjst i mig.

Min far var mit spejl. Den person, der kunne forstå mit krøllede sind, og som aldrig lod sig overraske over min impulsive måde at leve på. Så når alle andre formanede, grinte eller tog afstand, så kunne jeg altid vende mig mod de forstående brune øjne. Han var lidt stolt af mig lige der, tror jeg, når jeg var allermest krøllet.

Og nu står jeg så her. Alene, uden spejl. Så jeg aner faktisk ikke om håret sidder, som det skal. Så hvad gør jeg nu?!

Det samme skete, da Tobias døde. Han var mig i lille udgave. Han var så fræk og ligeglad med verdens holdning - og han var det, da jeg selv havde glemt at være det. Så da han døde, tænkte jeg, at det var på tide, at jeg selv trådte i karakter og turde vise verden den full-blowne udgave af Pernille. På godt og ondt.

Så det er det, jeg gør igen. Krydser fingrene og satser hele butikken på at min farmand har lært mig nok til, at det holder. At jeg trods alt har fået så meget af det, der var ham, med mig, at jeg kan finde ud af det.

Mon ikke det er det, der er tanken med det hele?!