Rusten, famlende, lidt feberhed - men tilbage

Jeg har i den senere tid oplevet flere situationer, som har givet mig lyst til at skrive igen. Det kommer i bølger ligesom... Pludselig tænker jeg "Wow, det her ville jeg gerne sætte mange flere ord på". Men som regel bliver det bare ved en flyvsk tanke og et lille stik af savn og en følelse af, at jeg svigter et løfte.
For der var jo engang, hvor jeg lovede mig selv, at jeg skulle gøre alt det, jeg kunne, for at give videre af mig selv - min erfaring og mine oplevelser. At netop jeg skulle gøre det, fordi jeg kan. Fordi jeg er beriget med en evne til at udtrykke det, som andre mærker, men har svært ved at finde ord for. At kunne beskrive sorg og glæde og turde sige, at jeg er lykkedes med at få vendt min søns død til mit livs største gave.
En forespørgsel fra en god bekendt om et eksemplar af Englemor fik mig til at tro på, at der stadig er brug for det, jeg kan give. Og at jeg stadig er forpligtet. Ikke af noget "burde, skulle, kunne" eller lignende, men af en evne og en gave.
Jeg er ikke andet eller mere end Pernille Schmidt fra Måløv. Men min søn var så særlig, at min historie og min erfaring også er det. Og I får mere af det, hvis I gider læse den for jeg kan ikke lade være at skrive den, selv om Guderne skal vide, at jeg har forsøgt at undertrykke det.
Så hvor rusten jeg end er i skriveriet, famlende i min færd og i dag feberhed, så er historien på vej. Den bobler i mig som nye ideer til, hvordan jeg kan gøre min fortælling mere interessant med vinkler, som jeg ikke før har anvendt, og med værdifulde input fra mine nærmeste og fra alle jer, der læser med.
Det kommer drypvis - ingen ved hvornår - men jeg lover, at det kommer. Og det vil være min store fornøjelse at lade jer være mine sparringspartnere - dem, jeg spiller mine bolde opad og lytter til. Jeg kommer til at fortælle, hvad jeg oplever og spørge jer, hvad I tænker om alt muligt. Jeg kommer endelig til at lukke andre ind i min historie og få en rolle og en mening.
Det er stort for mig. Jeg glæder mig, og jeg håber virkelig, du vil være med!
Kærlig hilsen
Pernille