Kærlighed

For enden af alting er kærlighed.


Lidt en kliché? Jeg tror faktisk på det. Lad mig prøve at forklare det.


Hvis vi tager udgangspunkt i, at alting er en linje. En tidslinje. Det kan være for livet eller for en periode eller for en handling, men altid en linje. Den har to ender. Og i begge ender er der kærlighed. Vores adfærd er formet af kærligheden i den ende, vi kommer fra, og af at nå kærligheden i den ende, vi er på vej mod.


Giver det mening?


Når mennesker gør hinanden ondt, sker det næsten altid for at opnå kærlighed - om ikke fra eller til andre, så til sig selv. Fordi vi bare allesammen gerne vil elskes, og hvis ikke andre vil gøre det, så må vi slå fra os, for måske kan vi på den måde finde kærligheden til os selv. Nogle gange går vi til yderligheder og græder og hyler, fordi andre ikke vil vise os den opmærksomhed og kærlighed, vi ønsker os. Som små børn, som vil have opmærksomhed. Der er ingen grænser for, hvad de vil gøre for at vi bemærker dem og tager dem i vores favn. Nogle gange gør vi voksne det så også. Måske vi er blevet lidt mere raffinerede, men i bund og grund er det det samme, og vi gør det af kærlighed, for at få kærlighed.


Det er min yndlingsmåde at anskue verden på. At vi allesammen handler i og ud fra kærlighed. Det gør det det lidt nemmere at rumme den sure nabo, der klipper hækken 10 cm for lavt - hvert eneste forbandede år. Eller den veninde, der meldte afbud til en planlagt middag en halv time før. Der er en ret stor sandsynlighed for, at de ikke har gjort det for at genere mig. De har haft et udgangspunkt i kærlighed. Enten til andre eller til sig selv.


Det er et stærkt værktøj at bruge i en proces, hvor du skal finde dig selv eller komme dig oven på en sorg efter død eller andre tab. Kærligheden. Den tanke, at det aldrig var meningen, at den kærlighed, du har følt, skulle ødelægge dit liv, men snarere berige det. At en afdøds liv stadig beriger dit. Eller at kærligheden til din eks stadig er en gave i dit liv. At meningen med kærlighed er at styrke.


Jeg prøver at bruge kærligheden som udgangspunkt i mit liv. Nogle gange kommer det mine omgivelser til gode, andre gange kommer det kun mig til gode. Det er fedest, når det kommer alle til gode, nogle gange gør det så bare ikke det. Men jeg prøver at huske mig selv på, at for enden af alting er kærligheden. Og så er det som om noget slipper inden i mig. Som om den hårde knude bliver blød, og min modstand og arrigskab siver ud af mig. Som om jeg lige strøg mig selv over håret.


Fordi for enden af alting, jeg gør, er jo også kærlighed.


Kærligst
Pernille