Tanker om frihed...

Åh, frihed... Åh, forløsende, livsnærende frihed.

Jeg sidder i nattøj en stille lørdag formiddag i Måløv. Og er fri. Guddommeligt fri. Jeg kan simpelthen mærke friheden boble i mig, som en latent latter, som en dans waiting to happen. Nøj, hvor jeg nyder det. For mig er livet bare aller-allerbedst, når jeg føler mig helt og aldeles fri.

Så meget, at når jeg bare så meget som drømmer om en kæreste, om kærlighed, samhørighed, fællesskab, om den fælles styring mod fælles mål,  kan jeg mærke båndet. Det snærende bånd af forventninger til hvordan jeg skal tilpasses, holdes til jorden så jeg ikke flyver væk, være pæn, sød og ikke så holdningspræget. 

Men hov... hvor kommer det fra? Hvis jeg kan tilbyde en mand den kvinde, som er stjernelykkelig helt for sig selv i nattøj en lørdag formiddag i Måløv, så forventer han vel ikke, at netop det, som gør mig lykkelig, skal skæres væk for at passe til ham. Vel? Det ville da være helt utroligt dumt!

Så jeg vil prøve at vænne mine tanker til, at jeg måske faktisk godt kunne få begge dele. Så jeg stadig kan føle mig fri. Så jeg stadig kan nyde mine Tobias-weekender. Så jeg kan få lov til at beholde min tomhed. Den, som minder mig om det fyldte.

Metode? Spejling, som altid. På et område, som ikke er så følsomt, nemlig jobbet. Jeg starter ganske enkelt med at tage mig en deltidsstilling. Så jeg kan blive en del af noget stort, et fælles mål, deltager i en leg under regler, som jeg ikke selv sætter 100%. Men kun på deltid, så jeg ikke opgiver min frihed. Så jeg kan lære at være i et fællesskab uden at være bange for at miste mig selv.

Fjollet?  Mærkelig og skæv tilgang?

Måske.  Velkommen til Pernille.