onsdag den 29. februar 2012

Rytmen

Jeg elsker at løbe. Ganske enkelt.

Men det, jeg elsker ved det, er rytmen. Som i dag. Total yndlingsdag.

Jeg sætter mig i bilen. Min stærke, smukke bil. Starter den og dér er den. Rytmen. Den stærke dieselmotors maskuline, rytmiske brummen. Så tænder jeg musikken. Skruer op og mærker rytmen helt ind i brystet. Det virker allerede, men der skal mere til.

Kommer frem til Søndersø og tænder telefonen med musik og tracking. Første nummer er Veninder med Niklas. Jeg løber lidt sløvt. Lidt mut og trist. Men de taktfaste bum bum bum-bum begynder at virke.

JLO giver den gas med Pitbull, og jeg kan mærke mit tempo øges lidt. Tankerne kredser om en levende mand, en død dreng, en levende dreng og en meget levende kvinde.

We found love med Rihanna. "Shit, hvor har jeg dog kvajet mig med den levende mand! Hvordan mon jeg kan gøre det godt igen?"

Desert walk med KATO. Bum bum bum-bum-bum bum-bum-bum. "Tobias, flyver du lige en tur med mor?"

International love med Pitbull. Tænker på, at jeg vil skrive dette blogindlæg, og forestiller mig slutningen. WHAT?! Pernille, du er jo gal!

Kom Kom med Rune RK og Stanley Most "Det' let som en leg, det' let som en leg". Næ, det er det ikke, men jeg har ikke kvajet mig med vilje. Hilser på en mand, jeg møder, og håber virkelig, at jeg ikke tænker højt.

Levels med Avicii - bum bum bum-bum-bum-bum Min sorg ikke må blive for tryg en tilstand for mig. Jeg må ikke vælge savnet og den smertefulde tilstand, blot fordi den er tryg.

Igen Niklas med Veninder. Bum bum bum bum-bum-bum Tænker, at næste nummer er Rihanna, så jeg ender nok alligevel med tanker om den levende mand og den døde dreng...

Lige indtil JLO buldrer frem i mine ører med On the Floor. Mon så ikke jeg er ved at lære det?! Jeg ANER ikke, hvordan noget ender! Heller ikke selv om jeg for fanden selv har lavet playlisten!!! Holder en fest med JLO den sidste halve kilometer.

Kommer tilbage til bilen helt rolig. Rolig, med rytme til tanken, dagen og livet. Der skal i grunden ikke så meget til, vel?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar