Solskinstæppe

Jeg egner mig altså ikke til at være trist. Virkelig ikke! I hvert fald ikke særligt lang tid ad gangen.

Det gælder i virkeligheden alle mine tilstande. Jeg mister simpelthen interessen for den. Tilstanden.

Men jeg har nu alligevel tænkt en del over denne her tomhed. For jeg tror virkelig ikke, at jeg kommer af med den. Så jeg har fundet en løsning. For nu, i det mindste.

Jeg vil beklæde den med solskin. Tomheden. Prøve at gøre den lidt mindre, end den er, men først beklæde den med solskin. Hvis den for altid skal have ophold i mit sind, så vil jeg have den til at stråle af solskin.

Ja, altså, jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal gøre det, men det er en bagatel. Jeg prøver mig frem. Som med alt andet.

For der er noget med, at hvis jeg ikke kan lave om på det, så må jeg lære at leve med det. Acceptere det. Så det gør jeg. Accepterer.

Og så gør jeg det til mit helt eget solskinsbeklædte center for kreativitet.

Hva'? Sådan et kunne da være ret cool! Der, hvor jeg altid ved, at jeg kan finde min kreativitet. Så jeg faktisk også kan skrive, når jeg er glad og lykkelig. Så også de følelser kan begynde at være så vigtige i mit sind, at de kan blive til ord med mening. Som dem om smerten.

Så den lige bliver flippet. Tilstanden.