Ord, ord, ord, ord....

Nøj, hvor er der altså bare mange af dem inden i mig!

Lige nu står de i kø - meget tæt kø. De skubber og maser og skændes om, hvem der skal først ud. Well.. det bestemmer jeg så. Altså lige nu ihvertfald.

Jeg ved godt, hvorfor de trænger sig på lige nu. Når det gør ondt indeni, så skal det bruges til noget. Så det ikke kun er ondt. Så det også gør noget godt. Derfor vil de ud. Måske de også tager noget af smerten med sig ud...

I går ændrede jeg min facebookprofil til den nye timeline. Det gjorde det så utroligt fristende liiiige at smutte tilbage til januar 2010... Og så slog det mig virkelig igen, igen, igen, at jeg ikke er kommet et skridt videre. Samtidig med, at jeg er kommet så langt, at jeg har et helt nyt liv.

Hvordan?

Hmm... da jeg så tilbage på de dage, lige omkring Tobias' død, så kom denne her mærkelige tomhed tilbage. Den tomhed, som gør mig bange for, om jeg aldrig igen skal få en familie. At min desperation efter at fylde tomheden ud med kærlighed bliver min fjende. At jeg for altid er så skadet, at jeg ikke kan rumme andre og deres behov.

Så måske tomheden skal være mit nye fokus. At tomhed ikke nødvendigvis skal fyldes af andre. Eller måske, at andre ikke nødvendigvis skal fylde tomheden, selv om de er der. At tomheden skal være min egen lille lomme til... liv.

Måske jeg på den måde kan acceptere, at ingen kan fylde mit liv op - at ingen kan give mig sorgløsheden tilbage. At kun det, jeg har, når jeg er alene, også er det, jeg har sammen med en anden.

Og så i øvrigt prøve at undgå, at mit hoved eksploderer med tankerne om min nye roman, mens jeg tænker tanker om tomhed, kærlighed, familie og vidunderlige mænd.

For meget kan man sige, men når jeg først har sat gang i tankerne, så går de altså virkelig amok. Alting på én gang. Alle dele af mit liv i sving på én gang.

Tænker, at det måske er det, der skal til for at lukke lidt af min damp ud...