Velsignet smerte...

Så er det ved at være tid. Juletid.

December er nærmest strøget af sted, uden at jeg har nået at opdage det, men nu indhenter den mig. På godt og ondt.

Min NLP-certificering var en kæmpe forløsning, og min rejse til La Santa Sport var præcis så berigende og opbyggende, som jeg havde håbet.

Så jeg er så klar, som jeg kan blive. Og det viser sig at være uendeligt lidt.

Jeg kommer aldrig til at kunne forberede mig på den smerte, det er, at skulle stå i Fætter BR og finde en gave til min lille dreng i himlen. Og jeg lærer vist aldrig at forstå, hvorfor savnet bliver så stort, så stort præcis til jul.

Men det er helt ok. For det viser mig, at min kærlighed til min Tobias er lige nøjagtigt så stor som den dag han døde. At jeg stadig kan føle det som om mit hjerte smuldrer af smerte. At jeg stadig kan mærke mit bryst varmes af kærlighed. At det hele kan være i mig på en gang.

Og så skal jeg fejre dagen i mit Mageløse Måløv. Her hvor alting er lidt sødere, fordi min Tobias er her. Her hvor jeg kan være hos ham og samle hele min familie; både den lille og den store.

Og nyde og mærke og le og græde - på en gang. Den velsignede smerte. Det velsignede liv. Tænk engang, at det er døden, der skal lære mig det...