Ved nytårstid

Julen har været velsignet.

Jeg var godt forberedt og så slet ikke alligevel. Og måske det var lige præcis det, der skulle til. At jeg smed alle forestillinger om, hvordan tiden skulle være, og blot overgav mig til det, der blev. At jeg accepterede, at julen, lig alle andre tider, er blevet en tid, hvor glæden nogle gange kommer til udtryk i savn og smerte.

Det er ok.

De sidste to nytårsaftener har jeg proklameret, at "dette bliver MIT år!". Ja, 2010 startede med, at Tobias døde, så det blev helt sikkert MIT år på en anden måde, end jeg havde ventet. 2011 har på mange måder i høj grad været MIT år. Jeg er kommet helt ned i mit fundament. Helt ned i dybet i det, der er mig. Så det har været mit år i den forstand, at jeg er blevet klogere på mig.

Men ingen af gangene var det den måde, jeg havde regnet med, at året skulle blive MIT på. At alting skulle blomstre. At vinden ville være mig i ryggen. At solen ville skinne på mit liv.

Så hvad nu med 2012? Jeg fristes jo noget til at tænke, at 3. gang er lykkens gang...

Men jeg tænker, at jeg vil gøre en lille ændring. En lille bitte ændring. Jeg vil lade det være op til skæbnen at afgøre på hvilken måde, 2012 skal blive mit. Jeg vil ikke forlange en mand eller succes eller berømmelse. Jeg vil sætte min lid til kærligheden. Den kærlighed, jeg ved, jeg har i hjertet, og lade den vise mig vejen. Gribe de bolde, der kastes til mig og forfølge mine drømme.

Og så vil jeg for en gangs skyld prøve at have tillid. Til fremtiden og alle dens gaver.

Rigtig godt og velsignet nytår!