Angsten for det næste trin

I de næste 3 dage bliver jeg certificeret som NLP Coach Practitioner. Ok, det er altid lidt rigeligt overmodigt at erklære sig bestået, før det er sket, så jeg banker lige på noget træ og spytter over en skulder. Er det ikke sådan?

I virkeligheden er jeg dødbange for at få mit certifikat. For det kræver, at jeg også tager næste skridt.

På kursets første dag i slutningen af september erklærede jeg, at målet med kurset for mig var at komme til at arbejde som coach. At det at være noget for andre med alle mine ord indeni og med de værktøjer, jeg har fået fra kurset, er mit livs metier. At kunne fungere som inspiration. At være andres middel til bedre tilstande. At bidrage til verden med alt det, der er mig.

Pyha, det kommer tæt på.

For det kræver jo i bund og grund, at jeg tør tro på, at det, jeg har at byde på, er så værdifuldt, at andre kan have gavn af det...

Det er ret grænseoverskridende for mig! At gå ud i verden og sige: "Se, hvad jeg har at byde på. Se, hvad jeg kan." For jeg har jo ingen "rigtige" beviser. Jeg er ikke "cand." i sorg eller inspiration - eller i coaching for den sags skyld. Jeg har bare prøvet det hele på egen krop.

Og måske det netop er det, der gør, at jeg gør det alligevel. Uanset, hvor bange noget gør mig, så gør jeg det alligevel. Hvis jeg har det i hjertet, så gør jeg det. Trods adskillige rap over nallerne og panden mod en mur.

Hvad er det hele ellers værd? Hvad skal jeg med et hjerte, hvis jeg ikke tør udsætte det for at blive knust? Hvad skal jeg med drømme, hvis jeg ikke tør prøve at leve dem ud? Hvordan skal jeg ellers lade Tobias' lys skinne over mit liv, hvis ikke sådan her..?

For han er slet ikke færdig med at give mig glæde og kærlighed. Og den eneste måde, jeg kan tage imod det på, er ved at følge mit hjerte. Så det gør jeg. Trods angst og indre blødninger, tøven og usikkerhed. For det er det, jeg har. Viljen, modet og ... Tobias.