Vippe-Dippen

Kender du den? Vippe-Dippen? Det er et glas, som børn drikker af. Sådan ét, der ikke kan vælte.

Sådan en er jeg. En Vippe-Dippe.

Man kan godt prøve at skubbe til mig. Både blidt og hårdt. Det er lige meget. Jeg rejser mig op igen lige med det samme. Hvis jeg altså overhovedet når at falde.

Men der er nogle gange, hvor jeg lige tager en runde på den laveste omgang. Hvor jeg er blevet skubbet sådan til, at jeg lige skal bruge lidt tid, før jeg finder balancen igen.

Jeg skal nok finde den. Ingen grund til bekymring. Men jeg skal lige bruge en runde.

Det er min forbandelse og min velsignelse. Vippe-Dippen. Det er forbandet at vide, at jeg altid nok skal finde en måde at komme tilbage på. Og det er velsignet at have evnen til altid at kunne finde vejen tilbage.

Måske en del af forbandelsen også ligger i, at evnen til altid at vende tilbage, gør, at det bliver tilladt at skubbe til mig. Jeg skal jo nok klare den...

Jeg plejer at sige, at ukrudt ikke forgår så let. Og af den grund bliver det mægtig svært at få bugt med mig. Men er der ikke nogle gange, hvor en ukrudtsplante ser ud til selv at synes, at den er havens smukkeste, skrøbeligste pryd? For så bliver den jo passet på...

Der er er dage, hvor jeg ville ønske, at jeg var havens smukkeste, skrøbeligste pryd - for at blive passet på. Men så er det, at jeg kommer i tanke om, at jeg er ukrudt. Af den sejeste slags. Jeg er ikke sat i verden for at pryde den. Jeg er sat i verden for at leve. Og derfor har jeg fået alskens styrker til at gøre netop det.

Også når plæneklipperen har været forbi, og det synes omsonst at rejse sig. For det er altid blot lige de første par ryk, der skal overstås, så er resten blot en øvelse i at knejse med den stolte nakke og huske, at ethvert forsøg på at bekæmpe mig gør mig stærkere.

Og min herre gud, hvor er jeg ved at være stærk...