tirsdag den 22. november 2011

Selvopfyldende profetier

Det er en eviggyldig sandhed - selvopfyldende profetier.

Jeg kan være den sejeste kvinde i verden og have fuldstændig styr på, hvor jeg vil hen, og hvilke midler jeg skal tage i brug for at komme det. Men jeg kan også være et meget, meget sølle menneske, som bare ikke tror nok på ... det gode.

Styrken og svagheden er min vilje. Når jeg er målrettet og ved præcis hvorhen og hvordan, så er den min bedste ven i verden. Når jeg er det modsatte, så er den min værste fjende. For den vinder.

Det er det, der gør mig til en vinder. Og til en taber.

Gad vide, om jeg nogensinde kommer helt på plads med det? Gad vide om jeg bliver så bevidst om min svaghed, at jeg kan tage den i opløbet? For det er jo komplet destruktivt, når jeg på forhånd beslutter, at noget ikke kommer til at blive, som jeg vil have det.

Jeg har gennemgået personlig udvikling på et meget bevidst plan i de sidste 2 år, og alligevel må jeg gang på gang sande, at selvopfyldende profetier er en kode, jeg endnu ikke har knækket - på forhånd. For jaja, jeg kan sagtens se dem på baghånd. Men tricket ville jo være, hvis jeg kunne tage dem i opløbet.

En eller anden dag, måske...

Og så lover jeg til gengæld at viderebringe tricket.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar