mandag den 14. november 2011

Den modsatte stress...

Jeg er ikke nem at gøre tilpas!

Først har jeg for travlt og kan næsten ikke følge med, og så, når noget af trykket letter, så har jeg for lidt... Det er ikke nemt.

Ok, det er jo heller ikke helt korrekt. Jeg har ikke for lidt at lave, jeg skal bare lige øve mig på alt det, som jeg nød så meget, inden jeg begyndte at skrive Englemor. Det kræver faktisk lidt at huske mig selv på, at jeg ikke nødvendigvis har noget, jeg skal - at jeg bare kan gå ture, så lange som jeg har lyst, at jeg bare kan lægge mig i sofaen og læse bøger en hel weekend, hvis jeg har lyst - altså når jeg har klaret min NLP.

For jeg har jo faktisk stadig rigtig meget at se til. Men jeg føler det, som om jeg har afleveret mit ene barn i pleje og nu ikke rigtig kan finde ro, fordi det ikke er hos mig.

Er det ikke interessant?

I virkeligheden fungerer jeg allerbedst, når jeg har rigtig travlt, så måske det er derfor, jeg savner det lidt nu...

Nå, men jeg kan jo bruge min tid på at vente på svar fra de forlag, jeg kontakter... det kan godt kræve en virkelig god portion tålmodighed, skulle jeg hilse at sige. Og meget kan man sige om mig, men det er simpelthen bare ikke lige det ord, der sådan umiddelbart knyttes på min person.

Så jeg bruger alle de teknikker, som NLP'en lærer mig til at gøre ventetiden god.

For livet er jo simpelthen for kort til andet, ikke?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar