onsdag den 30. marts 2011

Når ulykken sker...

Jeg har virkelig noget på hjerte i dag!

En lille dreng i Slagelse er død - kvalt i sin hue.

Mit hjerte går ud til forældrene, pædagogerne og drengens øvrige pårørende, som lige nu oplever det værste, der vil overgå dem. En smerte, som fuldstændig lammer deres indre og blotter deres hjerte. Sorgen med al sin tysthed indtager deres liv for en tid.

Ingen forstår deres smerte og sorg bedre end jeg.

Netop derfor tændes en ild i mig, når jeg hører, at "nu skal vi også have undersøgt om den type hue er sikker nok, så vi kan undgå fremtidige ulykker af den slags!"

Altså, så vi kan undgå, at børn dør?

Det ville da være helt og aldeles fantastisk, men prøv lige at tænke indenad et øjeblik, før den slags siges højt. Hvad er det egentlig, vi siger?

At vi vil skånes for sorg og smerte, og at vi vil være skånselsløse i vores jagt efter alt, hvad der bringer os det?

Lad mig bare være den, der bringer den store nyhed: Det kommer ikke til at ske!

Uanset hvor mange undersøgelser, vi sætter i værk, så kan vi ikke gardere os imod livet. Eller døden. Og hvad hvis undersøgelsens resultat er, at: Ja, ulykken kunne være undgået. Hvad får vi ud af det? Drengen kommer jo ikke tilbage af den grund! Og tro mig! Det forhindrer heller ikke fremtidige ulykker!

I min skønne Fregat, hvor min dreng blev kvalt i sin mad, serverer personalet heldigvis stadig god, sund og nærende mad for vores børn hver dag. De tager den risiko, det er, at gentage den handling, som min dreng døde af. Fordi de godt ved, at det ikke stod i deres magt at forhindre den, min drengs død. Fordi de for længst har indset, at ingens sorg bliver mindre af, at man holder op med at turde. Fordi vi alle ved, at ulykker sker, uanset hvor meget vi polstrer os selv og vores børn.

Så mit budskab til den lille drengs nære er: Giv slip på skylden! Luk ørerne for undersøgelser, og åbn jeres hjerter for den kærlighed, som er årsag til jeres sorg. Kun sådan bliver I med tiden hele igen. Kun sådan ærer I jeres lille drengs liv.

Æret være vores døde børns minde.

2 kommentarer:

  1. Du var den første, jeg tænkte på, da jeg hørte om ulykken i går. Borgmesteren udtalte, at hun kunne sætte sig ind i, hvordan forældrene havde det. Der tænkte jeg, nej, det tror jeg ikke du kan. Så skal man have prøvet det. Men Pernille kan...
    Og store tanker om liv, død og accept, du udtrykker i dag, det beundrer jeg. Jeg har lige mistet min mor, og selvom hun var "gammel", det var i den "rigtige" rækkefølge osv. er der stadig en sorg og noget skyld, der skal på plads. Det er virkelig stærkt, at du deler. Kh Hulemor

    SvarSlet
  2. Smukt skrevet - og hvor er du fantastisk til at sætte ord på det, der sker i dit tankeunivers. Jeg er imponeret over din styrke. Virkelig.

    KH
    Monica

    SvarSlet