Jubelråb

Jeg MÅ simpelthen af med det. Mit jubelråb.

INTET får mig ned med nakken en solbeskinnet vinterdag, hvor det eneste, der betyder noget, er al den kærlighed, som jeg mærker fra himlen. For sol er Tobias, der smiler. I hvert fald hos Mads og mig.

En sprød, knasende kold dag, som slet ikke er kold, når man lader sig varme af solens stråler. En dag, hvor skoven er smukkere end nogensinde, hvor Måløv er mere mageløs end i går, en dag, hvor Tobias mærkes med ekstra styrke. Et evigt spillende smil på mine læber, som uden varsel bliver til et hulk, når kærlighedens smerte i et strejf overtager mit hjerte. Når glæden over livet i et kort sekund bliver overtaget af sorgen over døden.

Men så er det, at jeg vender mit ansigt mod himlen, får et kys, et smil og nærmest kan høre den klukkende latter. Og så er der ikke andet at gøre end at lade glædestårerne løbe, tage en flyvetur og knuselske livet.