Det evigt forunderlige...

Er det ikke forunderligt? At livet kan blive ved at vise nye facetter? Hele tiden dukker nye indsigter op - og gerne på en skørt modsætningsagtig måde...

Bedst som jeg tror, at nu har jeg styr på det - nu har jeg knækket koden - så bliver jeg klogere.

Jeg har opdaget, at jeg godt kan tåle at holde pause fra min sorg uden at miste kærligheden.
Det synes ganske åbenbart! Men det har det ikke været.

Det har været helt afgørende for min eksistens at lære at leve med sorgen i hjertet. Det har helt utvivlsomt reddet mit liv og min forstand. Men måske det er lige så afgørende for mit videre liv og min fremtidige forstand at turde give slip på sorgen...

Min hverdag har hidtil været meget kontrolleret, og jeg har svært ved at give slip på den kontrol. Sådan rigtig slip. Sådan på den der måde, at man bliver helt blød, sårbar og åben. For der har i forvejen været så blødt og åbent i mit hjerte, at jeg ikke turde risikere de stød i det, som man gør, når man stiller det forrest og lader andre om at tage vare på det.

Misforstå mig ikke! Alt har foregået med hjertet efter Tobias' død, men det har nok i højere grad tilgodeset andre - Mads, Tobias' minde - end mig.

I en kort periode gav jeg slip og tilgodeså mig. Og selv om metoden ikke lige var min foretrukne, og der var mange andre faktorer, som ikke var optimale, så er det en helt utrolig lettelse at have prøvet det. At have været lidt mindre sørgende mor til Tobias og lidt mere Pernille.

Så nu er det min tur. Nu vil jeg have mere af det. Mere sødme, varme, ømhed. For nu tør jeg godt give slip på sorgen i øjeblikke, uden at frygte, at jeg derved også slipper kærligheden. Nu har jeg nået år 2.