Veninde/livredder/sjælesørger mm.

Sådan én har jeg! Verdens klogeste, skønneste og "den-kvinde-hvis-skulder-det-er-dejligst-at-lægge-mit-hoved-på-når-jeg-græder" veninde.

Hun har lige reddet mit liv her i weekenden. Ok, måske ikke lige mit fysiske liv, men så mit sjælelige da. For hun har fået mig til at se min svaghed i øjnene. Og hun har vist mig, at det ikke gør mig til noget dårligere menneske - eller endnu vigtigere: At det ikke gør mig til nogen dårligere mor.

For min sorg er ved at bevæge sig ind i en ny fase. En fase, hvor jeg har brug for at sige nogle af de ting, som jeg har været bange for, ville overtage mig, hvis jeg bragte dem frem. At Tobias' død er meningsløs og uretfærdig. At jeg faktisk ikke har fortjent at miste min Tobias. At jeg ikke har gjort noget for at udløse hans død - lige så lidt som, at jeg kunne have gjort noget for at forhindre den.

Banalt? Indlysende? "Hvad-tænker-du-på-kvinde-selvfølgelig!"? Ja, med Mads' ord, Alt det hele. Men det er faktisk først nu, at jeg har turdet sige det højt og turdet tage den helt indlysende afvisning af deres sandhed helt ind i sjælen.

Og det vigtige var ikke, at jeg selv sagde det højt. Det vigtige var, at jeg selv sagde det højt i selskab med andre. Jeg har valgt mit selskab med stor omhu. Hendes opbakning, kærlighed og omsorg for mig var ganske forventelig. Det havde jeg tillid til. Men jeg havde også tillid til, at jeg ville få en meget klog sparring. Og det var nok det vigtigste. At jeg blev holdt om, strøget over håret og derefter holdt ud i strakt arm og talt med.

Og nu sidder jeg tilbage og tænker: "For pokker! Tænk, at jeg ikke har gjort det noget før!"

Men jeg var ikke klar.

Hver en ny indsigt, hver en ny fase, hvert et nyt område af sorgen har sin tid og sted. Og denne var nu og hos min skønne Line. Helhjertet og nøgent. Og så helende for mig, at jeg fattes ord for at beskrive det.

En masse ord for at sige nogle få:

Tak, min livsveninde. Tak, fordi du har hjulpet mig med at frelse min sjæl.