Midt i savnet

Jeg lægger ikke så meget på bloggen i øjeblikket, for jeg har fået mig selv bildt ind, at jeg er midt i at lære at leve...

Sagt på en anden måde, så har jeg brug for at lægge lidt afstand til mine følelser i øjeblikket, for jeg har en stor arbejdsopgave, som det er vigtigt for mig at fokusere på. Og mine følelser trækker rigtig store veksler på mit overskud, så derfor må de lige lægges lidt væk.

Troede jeg!

Men så i dag, så var Tobias bare lige pludselig med ved skrivebordet. Så gik jeg på badeværelset, så var Tobias med på badeværelset. Så gik jeg i køkkenet, og så var han gudhjælpemig også med der!

Jeg kan bare ikke slippe!

Og jeg ved jo godt hvorfor: Jeg har ikke lyst til at slippe! Jeg har lyst til at have mine drenge med mig hele tiden. Og det konstante paradoks, som Tobias udgør, må jeg bare tage med.

Jeg ville på den ene side give mit liv for at holde om ham i bare et lillebitte øjeblik, på den anden side ville det betyde farvel til Mads, og den tanke kan jeg slet ikke bære. Jeg har lyst til at gå på kirkegården, men det får mig altid til at græde, så jeg gør det ikke så tit. Jeg har lyst til at skælde Gud ud, men det er jo ham der sidder med Tobias på skødet, så den går heller ikke, vel? Hvis nu jeg bare kunne få lov til at komme på besøg deroppe...

Nix - heller ikke.

Alt i alt?

Jeg må lære at arbejde, leve, smile og være lykkelig gennem tårer, for de vil ikke forsvinde. Og det skal de heller ikke, for de udtrykker smerten, kærligheden, savnet og glæden.

Så nu lader jeg arbejde være arbejde, giver slip, går en tur på kirkegården og tager min sorg, tårer, kærlighed og taknemmelighed med en tur i skoven!