Tryghed

Jeg har pudset vinduer i dag. Det er godt nok bare skodkedeligt! Men, åh, hvor jeg dog nyder resultatet, når jeg er færdig!

Efterfølgende gik jeg mig en tur i skoven. Snuppede pr. refleks et blad fra en lavthængende gren, skrællede bladkødet af det med neglene for at stå stolt tilbage med et bladskelet. Jeg nød synet af Bambi, som krydsede skovstien, jeg gik på, og bestemt også synet af en smuk mountainbikerytter, som krydsede min vej. Og kaffen bagefter var præcis så god, healende og velduftende, som en kop kaffe efter en gåtur i blæsevejr altid er.

Og hvad så?

Så helt afgjort slet ingenting! Det hele var præcis som før Tobias døde. Og det er dét, der er det fede: Måske jeg ikke skal skiftes helt ud. Måske der er, endog store, dele af mit liv, som er og kan blive ved at være som før. Måske, hvis jeg fokuserer på det, der er trygt og rart og helt som før, at alt det nye ikke er så skræmmende endda. Måske, hvis jeg bare slapper af og følger med, det hele går lige så stille og roligt og sikkert, som i dag bliver til i går og i morgen bliver til i dag…