Kontrol

Jeg holder min sorg i ret kort snor - følelsesmæssigt, udtryksmæssigt - så jeg hele tiden ved, hvor jeg har den. Det er jeg nødt til, for hvis jeg ikke holder den i helt stramme tøjler, så tager den magten og derved mit liv fra mig. Så stærk er den.

I dag er det 8 måneder siden, at Tobias døde. 8 ulideligt lange måneder.

Nogle gange får jeg lyst til at slippe fri af sorgen - finde den gamle sorgløse Pernille frem igen; om ikke andet, så bare for en aften.

Men det virker bare ikke. Lige meget hvad jeg gør, så er den med mig hele tiden, min sorg. Og jo mere, jeg prøver at lægge den af herhjemme, inden jeg går ud, jo større er sandsynligheden for, at jeg pludselig står med den i lys lue på et, for mig, ret træls tidspunkt. Sådan er det bare. Den er bare et vilkår i mit liv. Sorgen.

Og jeg fortæller jer allesammen om det, for at gøre den til noget, som I ikke er bange for næste gang, I møder den hos jer selv eller blandt jeres omgangskreds. For at fortælle jer, at når I henvender jer til en sørgende, så gør det med den tryghed, at I aldrig kan sige noget, som kan gøre ham eller hende mere ked af det end sorgen allerede gør dem. Hvis jeg græder, når nogen henvender sig, så er det bare en ventil, der bliver åbnet, ikke et sår, der kommes salt i. Og jeg holder altid op igen.

Jeg tør godt fortælle verden, at jeg har mistet en dreng, fordi jeg gerne vil bede om anerkendelse for at være mor til 2 drenge. Jeg vil gerne fortælle om begge mine drenge, jeg vil gerne holde Tobias i live i min og alle andres bevidsthed, og jeg vil aldrig, aldrig, aldrig give slip på ham, for han er en del af mig.

Men sorgen er min, og jeg er stadig fuld af optimisme om at komme igennem de sorte huller, som den graver i mit liv. På min måde, med min kontrol og ved at dele de elementer af den med verden, som det passer mig.