Bøn til Bias

Ok, jeg har lovet at være helt ærlig, hudløst ærlig, så her kommer en af de tunge...

Da jeg kom ned til Fregatten den dag, Tobias døde, blev jeg bedt om ikke at gå ind på den stue, hvor ambulancefolkene arbejdede med Tobias. Jeg valgte at gøre, som jeg blev bedt om, og ikke gå derind. Det samme gjorde sig gældende på hospitalet. Ikke én gang insisterede jeg på at få lov til at være sammen med min dreng.

Hvad hvis det havde gjort en forskel? At han havde hørt sin mors stemme... Hvad hvis jeg kunne have givet min lille, skønne dreng styrke til at finde livet? Eller bare tryghed til at dø...

Når jeg ikke tidligere har været særligt åben om disse tanker, tror jeg, at det skyldes, at jeg har været nødt til at skubbe dem væk. Jeg har måttet have det hele lidt på afstand, før jeg kan tage dem op og arbejde med dem.

For helt oprigtigt tror jeg, at jeg traf den rigtige beslutning! Min fornuft siger mig, at jeg kun ville have været i vejen, og at jeg ville have følt større skyld, hvis jeg havde forstyrret deres arbejde. For de prøvede jo at redde hans liv.

Men mit hjerte… åh, hjertet. Måske det kunne have talt til hans hjerte. Måske mit hjertes tiggen og beden om, at han levede, kunne have gjort udfaldet.

Tankerne er helt ubrugelige! De gør intet godt for mig – giver mig blot skyld og skam. Men nogle gange skal sådanne tanker også se dagens lys, før de kan finde endelig hvile indeni. For at mit hjerte kan lade sig overbevise om, at jeg gjorde det bedste, jeg kunne, og handlede, som jeg mente var bedst.

Så mens jeg overbeviser mit hjerte om, at det er sandheden, så sender jeg en bøn til Bias. En stille bøn om, at han vil tilgive mig, hvis jeg tog fejl.