Sindskulde

Er det ikke sjovt, som nogle udtalelser går lige igennem skjoldet?

Jeg hørte i går, at en kvinde havde udtalt sig om mig. Jeg kender hende ikke, men ved hvem hun er, og hun må jo så af indlysende årsager have samme kendskab til mig. Hun havde sagt, at jeg er kold! Bare kold.

Waaouh, det ramte hårdere, end jeg havde regnet med! Jeg indtog naturligvis med det samme den attitude, at det mest er hendes problem, hvis det er sådan, hun ser mig – uden at se mig – men helt ærligt? Hold da op, hvor det gik rent ind. Intet kunne være mere fjernt fra sandheden, men udadtil kan jeg altså virke sådan…

Ugen efter Tobias døde var jeg på arbejde, tre uger efter var jeg tilbage som teamleder i min netværksgruppe og tilbage som formand for Venstre i Ballerup. Ikke mange har set mine tårer, hvis jeg har kunnet undgå det. Jeg kan noget med at trække i mit businesstøj, og så er jeg klar. Det er min facade. Og uanset hvor meget jeg græder indeni, så kan jeg holde facaden – stort set.

Og det giver det mig faktisk rigtig meget at være ude og bruge min facade. Det giver mig en pause. En pause, hvor jeg henter den energi, som jeg skal bruge, når jeg kommer hjem og tager businesstøj og facade af og bare græder.

Måske det kan virke koldt. Jeg græder helst alene, for sådan passer det mig bare bedst. Men at antage, at fordi man ikke kan se dem – tårerne, følelserne, smerten - så er de der ikke… Hold da op, hvor er der langt!

I bund og grund gør det min agt om at løsne op for emnet sorg endnu mere aktuelt, for det er jo det her, det hele handler om. Vi håndterer vores livssorger forskelligt, og det er ok, så længe vi ikke undertrykker dem.

Jeg har mistet et barn. En del af mit indre er slået itu for altid. Intet kan reparere det eller gøre skaden god. Smerten er blevet en del af mig. Den er der altid, selv om det ikke er altid, jeg græder. Dette er min måde. Sådan passer det mig bedst for at få mit nye liv til at hænge sammen.

Og der er en årsag: Allerede samme dag, som Tobias døde, var jeg nemlig mor til Mads.