Præster

Jeg kunne tænke mig at være klog som en præst…

Jeg har læst 2 bøger om sorg efter Tobias’ død – den ene skrevet af en præst, som selv har mistet et barn, og den anden er en række interviews med præster om sorg. De er vidunderlige! - altså mest bøgerne… De rummer ro, eftertænksomhed, klogskab og dyb, dyb indsigt i menneskets tilstande. Jeg tænker, at det må være præsternes værk.

Måske min egen nye forståelse for liv og død spiller ind, men præstens ord giver mening for mig som aldrig før. Eksempelvis havde min dejlige præst, Lisbeth Hannibal, skrevet om Jesu opstandelse i kirkebladet, som udkom lige før påske. For første gang nogensinde forstod jeg, at påsken ikke handler så meget om fysisk opstandelse som om den sørgendes opdagelse af den afdødes evige liv i den sørgendes bevidsthed. Hold nu op! Det gav hele kirkehalløjet en helt ny dimension for mig! Jeg opdagede, at hvis jeg anskuer alle kirkens ord og tekster på den måde, så giver de lige pludselig mening på en helt ny måde. Jeg behøver ikke at føle mig totalt naiv, fordi jeg tror – tror på Gud, tror på kirkens evne til at gøre vores sorger lettere at bære, tror på præstens klogskab.

For kloge er de altså, de præster. Jeg har ikke så godt styr på bibelen, men hvis det er studiet i den, der har givet dem den store indsigt i menneskets mentale tilstande og dybeste følelser, så kunne det godt være, at jeg skulle tage at få den læst.

Og så har præster en egenskab, som jeg har den største respekt for. De tør godt. Tør at tale til og række hånden frem mod mennesker i krise. Uanset krisens genstand. Og de er helt ligeglade med, om det er en krise, vi har påført os selv, eller om den er blevet os påført. De rummer det hele. Uden fordom, uden stillingtagen, måske. Bare rummelighed. Det ser jeg virkelig op til!

Lise Trap: Sorg - Den dybeste ære glæden kan få
Julia Lahme: Sig farvel - Hvad præster ved om sorg