Hyldest til livet

I dag kan jeg ikke nære mig. Jeg har sådan lyst til at komme med en hyldest til livet. Ikke andet. Bare en hyldest.

Er det ikke forunderligt? At vi midt i alle vores følelser, mørke, lyse, optimistiske, eftertænksomme, bare kan elske livet? Helt uforbeholdent og med åbent hjerte.

Sådan én er jeg. En livselsker. Når livet går mig imod, så finder jeg en udvej, så jeg alligevel kan elske det. For når det går mig imod er det bare endnu en måde, at jeg kan mærke det på. Mærke at jeg lever. Det er klart fedest, når jeg mærker det med jublende lykke og glæde, men det er lige så stærkt, når jeg mærker det med sorg og savn, for det udspringer alt sammen af kærlighed.

Så velvidende, at det vil være kvalmende optimistisk for nogle, så får I her et stykke af mig: Et stort, varmt, hoppende yeeppiekayaihhhh for livet! For det er mig. Livet er min eleksir.