I går fløj jeg sammen med Tobias på min løbetur. Jeg bredte armene ud, lukkede øjnene og fløj sammen med ham. Jeg kunne høre ham klukle, jeg kunne mærke hans tilstedeværelse. Havde jeg rakt hånden ud, kunne jeg næsten have mærket hans bløde hår.
Sådan er der nogle dage... Hvor hans tilstedeværelse er så stærk, at den næsten kan mærkes fysisk.
Jeg har meget brug for at forestille mig, at Tobias lever videre et andet sted. I min bevidsthed er det i himlen, men det kunne såmænd være alle mulige steder. Når nu jeg har valgt himlen som hans sted, så kan jeg bruge vejret til at tegne billeder med. I går, da jeg løb, blæste det lidt, derfor var vi ude at flyve. Nu, hvor det er mørkt om morgenen, lader Mads og jeg som om, at når det bliver lyst, så er det fordi Tobias er stået op. For et par uger siden, da det regnede rigtig meget, var det Tobias, der legede med vandslange og havde en fabelagtig vandkamp med de andre engle i himlen.
Billeder, som er med til at gøre ham levende i min bevidsthed, men som i særdeleshed også giver mig mulighed for at mindes hans personlighed og give den videre til andre. Han flyver, fordi han elskede alt, hvad der var fart på. Han sprøjter med vand, fordi han elskede at drille. Han giver dagen lys, fordi han lader sit vidunderlige lys skinne.
Og jeg kan se og mærke det hele, fordi jeg har brug for, at han stadig er ”derude” et sted. Så kan jeg godt nyde det, livet, når det blot handler om tålmodighed, indtil jeg skal se ham igen.
Husker du at gøre noget godt for dig selv? At give dig selv omsorg og give din krop et godt udgangspunkt for alt det, du kræver af den til hverdag? Massage er balsam for din krop, som samtale er det for dit sind. Se priser og behandlinger eller book din tid her på siden.
Kære du..
SvarSletTårerne triller ned ad mine kinder...
Lille Tobias...
Og jeg kender jer ikke.. Kendte desværre ikke ham. Men angsten for selv at miste bliver så stærk. Fordi din kærlighed til dit barn er så lig min egen moderkærlighed..
Jeg ønsker jer alle alt godt..
Tanker fra en anden mor
Hej Pernille,
SvarSletjeg har fulgt dig og din historie fra sidelinjen, normalt ikke noget jeg vil gøre. At tage fremmedes sorg/lidelse på sig, er for mig at se, ikke andet end følelsesporno.
Så jeg kan kun sige, at jeg har ondt af dig, men ikke mere, end jeg har ondt af den kvinde der mistede 2 små børn og en ægtemand til tsunamien i Thailand nogle år tilbage.
Men jeg har tænkt over tingene, efter at have læst din blog omkring den kvinde der havde sagt at du var kold.
Man kan vel sige, at du bevidst har valgt at blive allemands eje ved, for det første at skrive en blog, og dernæst at lukke medierne ind i dit private ”rum”. Dermed har du jo også, måske stiltiende valgt, at høre andres meninger om din måde at tackle Tobias’ død.
I min bekendtskabskreds har flere faktisk sagt det samme. ”Hun virker godt nok som om hendes søn’s død, er en forretningsmæssig sag”. Og måske havde den kvinde du skriver om, bare ikke de ord at beskrive det med.
Du skriver selv på et tidspunkt, at man ikke må undertrykke sine følelser. Hvad var det så du gjorde, da du ikke kunne åbne albummet med foto’s af Tobias på TV?
Når man så læser din blog, så kommer der jo glimt af den sørgende mor, som hele offentligheden faktisk allerhelst vil stifte bekendtskab med. Underligt nok, for hvad kan man lære af andre sorg/elendighed, vel ingenting vil jeg mene, men ønsker du folks sympati, er det desværre den du bliver nødt til at fremstille, for ingen gider se en kvinde, der med sin fremtoning, virker som hun udelukkende har fokus på at drage fordele af hendes optræden på TV.
I dit seneste blog indlæg, skriver du, at du har brug for at tro på, at du igen engang skal møde Tobias.
Man siger alt sker af en årsag, det er et mantra jeg selv lever efter, for ellers kan nogle begivenheder så sandelig godt virke som om de er en straf, og det tror jeg ikke på.
Jeg skriver reelt set til dig, for at prøve og se, om jeg kan hjælpe dig lidt på vej. For hvis alting sker af en årsag, hvad var så årsagen til at Tobias skulle hentes op til Gud efter så kort et liv på jorden, skulle han lære dig noget?
Hvad var den lille drengs mission på jorden? Når du finder svaret på det, og det ligger i din sjæl, så vil det blive meget nemmere at leve med at han ikke er blandt os mere, og du vil finde en ro som skal hjælpe dig videre med at bevare hans minde.
Hvis du ønsker at vide mere om hvad der sker med os når vi dør, og hvorfor vi gør det, så vil jeg anbefale dig at læse bøgerne af Neale Donald Walsch, Guddommelige Samtaler 1,2,3, men mest vigtig bogen Sjælerejser af Michael Newton. Her kan du måske opnå en dybere forståelse af mange ting i relation til døden, og måske blive styrket i din tro på at du igen skal møde Tobias.
God Vind :-)
Kære Pernille!!!
SvarSletJeg kan kun være enig med Eva -angsten for at miste bliver så stærk når man følger din historie men på samme tid giver du håb til os alle. Jeg synes ikke du fremtræder kold. Du giver mig håb om at skulle det værst tænkelige en dag ske for mig, så er der et liv bagefter OGSÅ selvom det liv er svært. Din historie har inspireret mig til at ALTID at være den bedst mulige mor for mine børn og skulle der ske enten dem eller mig noget så ved jeg og de at der ikke er noget at fortryde -vi fik mest muligt ud af den tid vi havde sammen!!!
Det gør mig stærk at følge din historie.
Livet skal jo leves uanset hvor hårdt og uretfærdigt det er!
Helt ærlig, Maria.. Det var dog et arrogant og koldt indlæg.. Tak for kaffe... Glad for, du ikke er i min nærmeste vennekreds.
SvarSletTænk at bilde sig ind, at man kan lære en kvinde, der har mistet sit barn, noget som helst om sorg...
Det er da følelsesporno, om noget er, at udstille sin egen mangel på empati på den måde.
Eva, lad os antage jeg er en kvinde, der selv har mistet 3 børn, kan du så mærke blodet suse i dine kinder….
SvarSletJeg skriver med mit eget sprog til Pernille, at jeg ikke kan rumme hendes sorg, mere end jeg kan rumme alle andres sorg, når man har mistet gang på gang, så kan man ikke rumme andres sorg, og at påstå eller forsøge det, er i min verden at være helt ekstremt falsk. Så jeg har ikke mere ondt af Pernille end jeg har af andre fremmede der mister nogen de elsker, jeg har rigeligt i at rumme min egen sorg, det er blot den skinbarlige sandhed.
Det er også bare min påstand, men jeg syntes ikke det virker som om Pernille ønsker ynk fra folk, jeg tror blot hun ønsker at fortælle sin historie, fordi det hjælper hende med at håndtere hendes situation.
Jeg læser ikke i mit indlæg, at JEG syntes Pernille er kold. Jeg oplyser at flere end den kvinde hun selv skriver om, har samme oplevelse.
Jeg skriver derimod, at jeg er nervøs for, at Pernille er bange for at vise sin sårbarhed og sin dybe sorg i situationer hvor hun finder det ubelejligt. Min erfaring er, at hvis man falder i en vane med, ikke at lade sorgen komme til udtryk når den vil, så undertrykker man den, og det er ikke godt for sjælen på den lange bane. Det samme gælder for de situationer, hvor man ubevidst selv fremkalder sorgen, såsom at kigge på fotos af dem man har mistet. Nogle gang styrer underbevidstheden nemlig disse ting, og jeg har erfaret at jeg lige så godt bare kan være i det når det rammer.
Jeg anbefaler også Pernille at læse de omtalte bøger, fordi de måske kan koble tingene for hende, således hun med både hjerne og hjerte, kan finde noget ro i hendes tilværelse, og netop den ro, kan hjælpe hende til at leve livet, og være alle ting hun gerne vil for sig selv og hendes dreng Mads. Så hun ikke bliver bange for, at hun nogensinde glemmer sin lille dreng, så hun ikke føler hun skal kæmpe for at bevare ham. En ro så hun ikke behøver den kontrol hun skriver om i hendes seneste blogpost. Der er nemlig et budskab i ordet kontrol. Prøv bare selv at stave det bagfra…..
I de omtalte bøger tror jeg, at alle der har mistet nogen de elsker, kan finde nogle svar på hvorfor Gud henter de mest skinnende stjerner hjem først. Og hvad der sker med os efter det nuværende liv. Det virker nemlig for mig til, at Pernille gerne vil vide om hun nogensinde ser sin lille Tobias igen, og læser man bogen Sjælerejser, så får man netop belyst dette. Jeg er i hvert fald sikker på, at jeg skal se mine børn igen, måske endda allerede i det næste liv, og livet derefter.
Kære alle
SvarSletTusinde tak for alle jeres kommentarer! Jeg hilser dem alle meget velkommen.
Jeg bliver naturligvis nysgerrig, når Maria skriver, at hun som regel ikke følger med i skriverier fra "folk som mig" - for hvad har så fået dig til at følge med her?
Når det er sagt, så er mit klare budskab, at vi alle håndterer sorg forskelligt. Det gør sig helt tydeligt gældende for Maria og jeg. Og det er ok! Det er den accept af vores indbyrdes forskelligheder, jeg søger. Det er årsagen til, at jeg stiller op, råber op, udstiller min sorg og min håndtering af den.
Stil endelig spørgsmål, hvis I har dem, og jeg skal besvare dem så godt jeg kan i mine indlæg.
Kærlig hilsen
Pernille
Kære Pernille.
SvarSletTak for din kommentar til vores debat.
Jeg er ked af, at jeg skrev i nogle meget utvetydige vendinger herinde. Synes,din blog er så rørende og smuk - og havde fortjent nogle kærligere vendinger.
Kh. Eva
Også kære Maria.
Naturligvis får det blodet til at suse i mine kinder, at høre, at du har mistet dine børn. At miste tre børn skulle ingen mennesker opleve. Og det gør mig særdeles og inderligt ondt for dig.
Men jeg er ikke flov over det, jeg svarede dig.
Jeg synes, dit indlæg var meget fordømmende. Og jeg forstod helt ærligt ikke, hvad du bildte dig ind.
Jeg forstår det lidt bedre nu. Du har selv oplevet en voldsom sorg. Men jeg synes stadig ikke, det berettiger til at dømme Pernilles måde at håndtere det på som følelsesporno.
Men jeg ønsker både dig og Pernille alt godt.
Virkelig, og fra bunden af mit hjerte..
De bedste hilsner
Eva