Afsked

Der er noget endegyldigt over fysisk afsked, som kan være svært at håndtere.

Jeg var hurtig til at få Tobias' ting væk efter hans død, for at de ikke skulle stå tomme. Tomhed var ondt for os, Mads og jeg, så det var vigtigt at have så få ting, som stod tomme, som muligt. Manglen på Tobias var hård nok, uden at vi skulle mindes om det af hans tomme stol, hans tomme seng og hans små sutsko i entreen.

Nu er vi ved at være der, hvor vi så småt er ved at vænne os til, at Tobias mangler hver dag. Så nu kommer den svære afsked med de sidste fysiske ting...

Det slog mig særligt, da jeg i går havde bestemt, at der skulle nye navneskilte på vores postkasse. Jeg havde lavet mærkater med alle vores navne - også Tobias'. Men da jeg skulle til at skifte det gamle ud med de nye, så kunne jeg ligesom ikke. For er det nu, at jeg skal tage det skridt, hvor Tobias' navn ikke længere står på vores postkasse? Er det nu, jeg skal til at overveje, om nogle af de mange billeder af Tobias trofast ved Mads' side, skal væk? Er det ved at være tid til at acceptere, at synligheden af Tobias skal tones lidt ned?

Åh nej, ikke endnu, vel?! Ikke så længe jeg mærker ham så stærkt! Vel?

Om tidspunktet nogen sinde bliver rigtigt ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg har tænkt mig at skyde det lidt endnu. Skyde den smerte, som jeg ved vil være forbundet med handlingen. Skyde den endelige afsked med Tobias som et lige så "synligt" barn i mit hjem, som Mads er.

Nu er tanken sået i mit sind. Den tanke, at jeg en dag skal til det. Og så får det blive ved det, indtil den har slået rod og vokset sig stærk, og jeg finder den rette anledning.

Indtil da får det gamle navneskilt på postkassen lov til at blive lidt endnu...