Ups and downs…

Der er gode dage, og der er ikke så gode dage. Og så er der dage, hvor jeg er nødt til at give sorgen frit spil til at rase og regere i mig. ”Ok, så kom an! Se, om du kan rive mit hjerte helt i stykker og slå rod i stumperne!" Jeg hader det, jeg udskyder det, jeg ved det kommer! Det kommer, når jeg har glemt mig selv, når jeg har negligeret mine egne behov og fokuseret på andres, eller på, hvilke behov andre mener, jeg har. Og så får den lov til at rase i mig. Rive og flå, for jeg ved, at sorgen aldrig vinder over kærligheden. Den kærlighed, som mit hjerte er helt fuld af. Kærligheden til mine drenge, til livet, til nuet, til fremtiden. For sorgen over Tobias' død bliver aldrig større eller mere magtfuld end kærligheden til ham. Sorgen er nemlig kun så stor som kærligheden, og det er vigtig viden, for så kan den aldrig vinde kampen.

Og så går det jo i øvrigt over igen. Altid. Varigheden af disse ”anfald” er varierende – nogle gange 10 minutter, andre gange en hel dag. Men kendetegnende for dem, uanset varighed, er, at de går over. Kærligheden vinder, den indre ro overtager, og jeg kan arbejde videre med mit nye liv.