Når man glemmer...

I dag er det 7 måneder siden, Tobias døde. Jeg kan stadig se ham for mig – det skønne grin med mellemrum mellem fortænderne, øjnene, som slet ikke var i stand til at skjule, at der skulle laves ballade. Han havde en pudsig lille vane med at skulle nusse mine øjenvipper, helst med mascara på, eller øjenbryn i mangel af bedre - han blev helt salig af det. Han elskede at ligge i ske. Når han vågnede meget tidligt, kunne jeg altid lokke ham til en halv time mere, hvis vi lå i ske. Jeg kan stadig dufte hans hår, synes jeg, og jeg kan stadig høre hans latter. For slet ikke at nævne hans ”vov-vov”, uanset hvilket dyr, han mente.

Men detaljer begynder at smutte for mig. De små buttede hænder står ikke så skarpt for mig mere, farven på hans frække øjne kan jeg ikke helt genkalde mig, som jeg kunne, lige efter han døde, og hans lille krop sløres også for mit indre blik.

Er det vigtigt? Måske ikke, men nogle gange frygter jeg, at det griber om sig. At jeg pludselig ikke længere føler, at hvis jeg rækker hånden ud, så kan jeg mærke hans bløde hår, eller at jeg stadig kan fornemme hans bløde arme om mit ben, når han lige skulle have lidt kærlighed midt i legen. Alle de gode ting – alle de minder, jeg har, fordi jeg er Tobias’ mor, fordi Tobias har været her i mit liv og gjort sit store indtryk.

På de her mærkedage mindes jeg altid ekstra meget, og jeg gør en ekstra indsats for at huske. Naturligvis er det så også på disse dage, at jeg opdager, hvor meget tiden hvisker ud.

Så jeg forsøger at holde minderne skarpe på min egen måde. Bruge disse dage til at mærke, føle og glædes. I morges tog jeg mig for eksempel en lille dans med Tobias. Han elskede nemlig at danse og blive svinget rundt. Og den situation føler jeg, at jeg næsten kan genskabe, når jeg danser med billedet af ham og mindes følelsen. For den forsvinder nemlig ikke eller bliver hvisket ud. Følelsen af altoverskyggende kærlighed er akkurat lige så stærk, som den dag, han døde.