Ham dér Gud…

Ja, ham dér Gud er faktisk en af mine allerbedste venner, og jeg tror på ham mere end nogensinde før, for hvem skal ellers passe på min Bias?

Som min helt egen, helt vidunderlige præst, Lisbeth Hannibal, siger: Gud tager ikke vores børn fra os; han tager imod dem. Åh ja, Lisbeth, og det underbygger blot min mistanke om, at min Gud ikke er nogen hård og uretfærdig gud, men en barmhjertig og alfaderlig figur, som har tjansen at være større end os. Og ved du hvad? Hvis det er Gud, der tager vores børn, så er han stadig min bedste ven alligevel, for hvis der har manglet lys i himlen, så har Gud valgt helt rigtigt i min Tobias. Han har en helt særlig evne til at sprede lys, og jeg kan simpelthen ikke fortænke Gud i at ønske sig det!

OK – det er mine lidt lettere fordøjelige tanker…. De varmer!

Når jeg skal blive mere filosofisk, så handler det med Gud og mig om, at jeg har accepteret – og gjorde det lige med det samme efter Tobias’ død – at der er noget, der er større end mig. Jeg må bøje mig. I den virkelighed, hvor jeg lever, mener vi at kunne styre ALT. Tobias’ død var det dér lille prik på skulderen om, at jeg bør kende min overmand.

Er det for meget? Er det for voldsomt at tænke sig, at noget så ubarmhjertigt som at miste et barn sker, fordi man plages af overfladiskhed? Fordi man skal piskes ned i sin egen materie?

Ok, men så lad os sige, at det er sket for mig, fordi jeg kan klare det! Jeg tror fuldt og fast på, at jeg ikke bliver udsat for mere end jeg kan klare. Med Tobias’ død mener jeg så, at Gud er gået helt til kanten i sin test af mig, men jeg lever jo stadig, ikke? Og jeg er blevet klogere, meget klogere. Så hvad så? Skal Tobias' liv og død bare blive en mørk lille tankestreg i mit liv? Nej, den understjerteme nej!!! Jeg er helt overbevist om, at Gud ikke sidder med min Tobias på skødet og ønsker, at jeg skal fortsætte mit liv uden at lade Tobias’ liv og død sende ALT til revision og lade dumpe og bestå efter mit hjerte i sin nuværende tilstand uden filter.

Så uanset hvordan jeg vælger at udtrykke det, så når jeg frem til, at Gud når sit mål om min større dybde, barmhjertighed og ny forståelse for livets værdi. For sådan er MIN Gud! Selv i sin ubarmhjertighed er han barmhjertig.