Tilgivelse

Jeg er en person af den type, som ikke bryder sig om at gøre ting, som er ubehagelige for mig eller som gør ondt – det gælder både fysisk og mentalt. Jeg er holdt op med at ryge for en måneds tid siden, og det tog mig lang tid at tage mig sammen til, for jeg vidste godt, at det ikke var rart, så derfor havde jeg ikke lyst til at tage den tyr ved hornene.

Da Tobias døde var min underbevidsthed godt klar over, at der ville komme til at være en masse her, som gjorde ualmindeligt ondt, og så må den have sat i gang med at forsøge at minimere smerten. Dens metode var, at jeg mistede alt filter i forhold til, hvad der ville være godt for andre – jeg handlede benhårdt og 100 % efter mit eget hjerte og tog kun mig selv som udgangspunkt. Jeg havde simpelthen ikke overskud til andet. Bebrejdelser, vrede og bitterhed var og er ikke følelser, jeg kan arbejde videre med eller bruge som solidt grundlag for noget som helst. Jeg var helt bevidst om, at hvis de følelser fik lov til at få næring i mig, så ville jeg blot stå med en rædsom opgave senere, når jeg skulle søge andre mennesker om tilgivelse for det. Så det var ikke en mulighed for mit sind, for det ville jo blot påføre mig mere smerte og ”trække pinen ud”.

Når det er sagt, så har jeg en mission. En mission, som går på, at sikre min Tobias’ eftermæle. Han fik kun 19 måneder på Jorden til at give os et indtryk af, hvilken dreng han var, så jeg føler, at det er min opgave at sikre, at det også er sådan, han bliver husket. Og han ELSKEDE! Han elskede livet, sin storebror, sine trommer, sin dyne, sin mor og far, og så elskede han Fregatten! At aflevere Tobias i Fregatten var lige så trygt som at aflevere ham hos sin far eller bedsteforældre. Han trivedes virkelig der. Og så var der hans primære pædagog… Hun var som en anden mor for ham, og de stærke følelser var gengældt. Man kunne bare mærke det på dem – uadskilleligheden.

Hvordan skulle jeg dog kunne få det over mit hjerte? At påføre Tobias’ elskede pædagog mere smerte, end hun allerede oplever? Hun – og alle andre i Fregatten - gjorde ALT, hvad de kunne, og måtte alligevel sande, at det ikke var nok.

Jeg har aldrig aktivt tilgivet dem – det har slet, slet ikke været nødvendigt. Jeg har derimod haft svært ved at udtrykke præcis hvor taknemmelig jeg er for, at de har givet Tobias – og mig – så meget tryghed, at jeg aldrig et sekund har tvivlet på deres kærlighed til ham. For hvem ville ikke gøre alt, hvad der står i deres magt for at redde livet på én man elsker?