Åh ja, så må jeg igen overgive mig.
Jeg arbejder i øjeblikket rigtig meget med Tobias' død og tiden efter - bl.a. med denne blog - og synes, at jeg er ved at have rigtig godt styr på mig selv i forhold til Tobias. Jeg er ved at kunne kontrollere, hvornår jeg begynder at græde, og det er faktisk helt rart.
I dag gav jeg så et interview, og da der skulle tages billeder, blev jeg spurgt, om jeg kunne sidde med noget, som mindede mig rigtig meget om Tobias. Jeg har ikke så mange håndgribelige minder om Tobias, det bruger jeg ikke så meget, men jeg har en mappe, som de har samlet i hans vuggestue med billeder af ham, som de har taget. Jeg vidste godt, at den muligvis var lidt sprængfarlig, men tænkte, at jeg nok var ved at have styr på det.
Og så sad han dér… med sit store, vidunderlige smil og sine glade øjne. Og netop dér bliver jeg husket på, at jeg for evigt har et blødt punkt. En sårbarhed, som jeg aldrig bliver helt i stand til at styre. Hverken i forhold til tårer eller hjerte. Og det er helt ok, for Tobias må godt fylde så meget i mit liv. Tobias må godt være mit bløde punkt. Tobias må godt være et evigt trumfkort.
Husker du at gøre noget godt for dig selv? At give dig selv omsorg og give din krop et godt udgangspunkt for alt det, du kræver af den til hverdag? Massage er balsam for din krop, som samtale er det for dit sind. Se priser og behandlinger eller book din tid her på siden.
Hvor er du en stærk kvinde... Jeg har lige set interviewet med dig i Aftenshowet, og hold da op, nogle indsigter du har taget med dig efter den vel mest rædselsfulde oplevelse, man nogensinde kan komme ud for. Whau...
SvarSletTak, fordi du skriver og taler så åbent om dine tanker og følelser herinde. Jeg vil læse med fremover.
De bedste tanker og ønsker til dig og din store dreng - og til din eksmand.
Kære Pernille, jeg har også lige set interview. Du ramte alle mødre lige i hjertekulen og fik os til at indse at bleer, manglende nattesøvn, bekymringer om phtalater og alt det andet, blot er småkrusninger på det fantastiske, utrolige vidunder det er at være mor. Og at du er et stort og beundringsværdigt menneske der har overskuddet til at give os andre det "spark bagi":). Tak. Mange tanker fra Anne.
SvarSletKære Pernille.
SvarSletHer sidder jeg, helt tom for ord, og med følelserne helt uden på tøjet! Jeg har nemlig selv mistet min søn Elias, 11 måneder gammel, og som dig, valgte jeg livet, omend der gik et par uger før jeg tog hul på det!
Din måde at udtrykke dig på er beundringsværdig!!
jeg sender dig tusinde kærlige tanker!
Mvh. Jane
Kære Pernille
SvarSletFørst og fremmest er jeg ked af at du/i har mistet jeres dreng. For det andet TAK- Tusinde tak fordi du vælger at stå frem med din sorg.
Jeg mistede min 30 timer gamle søn den 17 feb 2010. Jeg kan slet ikke kontrolere mine tårer, er konstant bange for at bryde sammen. Jeg havde lige lagt mig sønderknust i sofaen da du dukkede op på skærmen.... Du giver mig håb om det liv jeg ønsker skal være forude, ikke at jeg skal gemme Tjalfe (min søn) væk og at han ikke skal være en del af mit liv længere, for det SKAL han. Men at det er okay at ønske sig en fremtid. Tak for det.
De varmeste tanker Sif
Kære Pernille
SvarSletDer er ingen tvivl om, din styrke, dit håb og din håndtering af den dybeste sorg kan tjene som stor inspiration for os alle. Har du også fået fred med bitterheden og vreden over, de ikke kunne fjerne maden, som Tobias fik i den gale hals? Var der nogen, der fejlede et sted eller kunne have handlet hurtigere? Jeg ved, det er meningsløst at finde syndebukke eller folk der muligvis bærer skyld og langt mere meningsfuldt at finde fred, tillid og i givet fald tilgivelse. Har du fundet det?
Mange tanker Sys
Kære Pernille
SvarSletDu gjorde i aften, i interviewet i Aftenshowet, et kæmpe indtryk!!
Jeg har hulket mig igennem din blog, og i min vindueskarm brænder nu et lys for din lille Tobias.
Du er virkelig et beundringsværdigt menneske og mor!
De aller kærligste tanker
Louise
Kære Pernille
SvarSletJeg er fuldstændig slået omkuld. Jeg læste forsiden af aviserne i går og så dig i aftenshowet og nu har jeg læst din blog.
Da det kom frem at I havde mistet Tobias på den frygtelige måde, var jeg ved at melde min lille dreng ud af vuggestuen. Jeg sidder nu 1 år efter med samme følelse efter det er kommet op igen. For jeg ved slet ikke hvordan man kan komme igennem at miste sit barn.
Jeg ved heller ikke om jeg kan følge med på din blog fast, da jeg simpelthen bliver så ked af det - ked af tanken om at I har mistet jeres elskede dreng/bror og bange for at jeg selv en dag skulle miste min dreng.
Du er en stærk kvinde og jeg sender dig alle de varmeste tanker jeg har til dig!
Kærlige hilsner og tanker fra Mia
Tusinde tak for jeres dejlige kommentarer. Hvor de dog varmer mig.
SvarSletSysser stiller nogle spørgsmål vedr. tilgivelse - jeg har mange tanker om det, så jeg skriver et indlæg som svar på dine spørgsmål - mange tak for dem.
@Sif og Jane: Vi deler rollen som englemødre. Som I kan se her, er mit fokus den altoverskyggende kærlighed, jeg føler til mine drenge. Det hjælper mig. Det tager ikke sorgen væk, slet ikke, men det gør den lidt lettere at bære. Og så erkendelsen af at selv om jeg havde vidst, at jeg skulle opleve denne smerte ved at miste Tobias, så ville jeg ikke have undværet at få ham - så stor er kærligheden og miraklet.
Knus til jer alle
Kære Pernille.
SvarSletJeg er dybt dybt imponeret over din måde at tackle situationen på. Du fik mig til at smile selvom det var en utrolig trist historie, da du fortalte at du har 2 drenge- én på jorden og én i himlen. Hvor er det smukt, og hvor er det dejligt når man kan se en udsendelse og faktisk smile med tryghed i tankerne om at du klarer det så godt.
De varmeste tanker til dig og begge dine sønner.