Positivt ladet sorg

Jeg søger lykken – hvem gør ikke det? Jeg har prøvet det, og det er intet mindre end fantastisk at være lykkelig, så det vil jeg gerne prøve igen.

Men hvordan bliver man lykkelig, når den bund, som ens liv bygger på, er sorg?

Jeg forestiller mig, at det handler om sorgens ladning. Sorg er sådan et mørkt og trist begreb for mange af os, men hvad er sorg egentlig?

Sorg er vel helt grundlæggende bare mangel på genstanden for kærlighed. Det er det i hvert fald for mig. Når jeg mærker sorgen mest, så er det, fordi jeg mangler Tobias. For mig er det ikke en følelse af vrede eller bitterhed, men snarere en slags fantomsmerte; smerten over noget, der mangler.

Ok. Så kom vi så langt.

Normalt, når vi mangler noget, så anskaffer vi os bare noget til erstatning for det, vi mangler. Den bliver måske lidt svær her… Naturligvis kan andre mennesker lindre sorgen over den manglende Tobias, som Mads gør det, men ingen eller intet kan jo træde i stedet, så den duer ikke rigtig her. Hvad så?

Det handler om noget med at omdefinere begrebet sorg for sig selv. Det, jeg vælger at gøre, er at betragte sorgen som symbol på kærlighed. Som regel overser vi sorgens dybe og helt afgørende sammenhæng med kærlighed, og det er rigtigt synd, for det er netop den sammenhæng, som gør den til at leve med. Som gør den til noget, jeg faktisk slet ikke vil leve uden. For den er beviset på min store kærlighed til min Tobias, og så er den kommet i mit liv for at give mig en målestok, tænker jeg. Før Tobias døde havde jeg aldrig oplevet smerte, sådan rigtigt, og så er det også rigtig svært at sætte pris på lykke.

Så min sorg er symbolet på min kærlighed og målestok for min lykke. Med det in mente er den faktisk ikke noget helt dårligt fundament for et lykkeligt liv