Mads – min søn på jorden

Mit sind har to jokere: Et Madskort og et Tobiaskort. Da Tobias døde, trak mit sind Madskortet. Jeg kalder det sindets overlevelse.

Da jeg stod på hospitalet og ventede på at få at vide, at Tobias var død, vidste jeg inderst inde godt, at der ikke var noget at gøre, så mit sind gik i gang med at overleve. Og det var altså på den hårde måde. De skamfulde tanker, kalder jeg dem…

”Nåja, men hvis nu Tobias dør, så kan jeg også alt muligt med Mads igen, som jeg ikke har kunnet, mens Tobias også var der” var den første og måske pr. definition derfor den værste.

Men det var nok vigtigt, at den var slem, for at den kunne gøre et tilpas stort indtryk på mig – tanken. For efterfølgende har mit helt grundlæggende fokus været på Mads. Jeg VILLE give ham en mor – en mor, som lever med de levende, og som er mere optaget af sin søn på jorden end af sin søn i himlen.

Og da sindet først havde trukket Madskortet, var der ligesom ingen vej tilbage, vel? Selv når det ser allermest sort ud, så behøver sindet bare at true med Madskortet, før jeg må overgive mig. For på kortet smiler han, og et smil fra Mads kan give mig mod på at få jorden til at dreje den modsatte vej rundt, hvis det skulle være!

Og så er det altså værd at turde vedkende sig, at der er ting, som Mads og jeg kan gøre nu, hvor vi er alene, som vi ikke kunne gøre med Tobias, og at Mads har fået meget mere plads, end han havde, mens Tobias var her. Jeg ved det! Det lyder stadig grimt i mine ører, lige når jeg siger det. Men Tobias’ død er et vilkår i Mads' og mit liv. Det står ikke til at ændre. Så derfor får vi det bedste ud af den situation, vi nu har: Vi cykler ture sammen, Mads får lov til at sidde foran i bilen, og nogle gange er vi frække og spiser aftensmad i sofaen. Og så nyder vi det! Livet. Sammen.