”Hvad gør man, når man mister et barn?”

Det ved jeg sgu da ikke – jeg er jo bare Pernille fra Måløv!?!! Jaja, da journalisten stillede mig spørgsmålet var det ganske vist 3 uger siden, Tobias var død, men det gjorde jo ikke mig til ekspert, vel? For man kan jo simpelthen bare ikke svare, at man helt og aldeles fokuserer på sit barns liv og på taknemmeligheden for det, vel? Det er liiige en tand FOR overskudsagtigt…

Men det var det, jeg gjorde. Jeg mener stadig ikke, at det gør mig til ekspert, men det gør mig til en mindre tynget sørgende. For midt i min kæmpe sorg lykkedes det mig at holde bitterhed og mørke fra døren, ganske enkelt ved at fokusere på det, jeg var taknemmelig for, og som jeg ikke ville have undværet, selv om jeg havde kendt udgangen på det; nemlig min søns liv.

Og nu tør jeg godt sige det. Måske fordi jeg har set, at det har været og er den rigtige vej for mig. At jeg ikke 2 måneder senere vågnede op til en helt uoverstigelig sort sorg. Ups and downs, ja, bestemt, jeg sørger, men mit liv er ikke formørket.

Det, der er min inspiration, er ganske enkelt min søns liv. Han var lys og lykke, latter og glæde, og han skabte kærlighed alle steder, han kom. Hvordan kan jeg ære det minde? Ganske enkelt ved at handle fra hjertet, uden filter, og med udgangspunkt i kærlighed. Okay, det kan godt komme til at lyde lige rigeligt Danielle Steele, I know, men det er altså ikke desto mindre sandt.

Og journalisten? Hende svarede jeg, at jeg ikke havde lyst til at udtale mig, for på det tidspunkt havde jeg bare ikke rigtig mod og overskud til andet, tror jeg. Men det har jeg nu! Og min måde at svare på, er at skrive her på bloggen. Jeg skriver om følelser og situationer, jeg oplever nu, om følelser og situationer, jeg har oplevet tidligere, om følelser og situationer, som jeg frygter eller ser frem til. Alt det hele, som min Mads udtrykker det, uden filter og lige fra hjertet.