Her er jeg så!

Pernille fra Måløv – mor til Mads på jorden og Tobias i himlen. Mor og Englemor, som så mange andre, med alt hvad dertil hører af kærlighed, sorg, smerte og dyb, dyb taknemmelighed. Over livet. Med alt, hvad det indebærer; selv døden. For livet er for mig kilden til al min glæde, al min kærlighed, al min sorg og al min smerte. Og det gør mig alt sammen til den, jeg er.

Da Tobias døde d. 13. januar 2010 forandredes mit liv for altid. Det skulle jeg først indse senere, men det var præcis den dag, det skete, kl. ca. 11.15. Jeg var ikke længere sorgløs.

Se, det blev øjeblikkeligt klart for mig, da jeg på hospitalet ventede på beskeden om, at min lille drengs liv ikke stod til at redde, at jeg havde to muligheder: at leve eller at dø. Jeg valgte at leve! Den beslutning har jeg valgt at holde ved, og det vil blive indholdet i denne blog; min blog om livet efter døden.

Indholdet her vil ikke være funderet i solide analyser, ej heller verificeret af kloge mennesker, det vil ikke være særligt politisk korrekt, til tider formentlig direkte upassende, men én ting vil jeg love: Det vil være ærligt, hudløst ærligt, og lige fra mit hjerte. Og mit hjerte byder på en del, når det kommer til sprog… smukke, velformede ord og sætninger, grimme, forvredne samme, muntre og frie passager, morbid, sort humor og ironi, blot for at nævne et par stykker. Nu er advarslen bragt – lad bloggen begynde…