"Cykelmyggen"
Jeg tror ikke, at der findes noget bedre end livet på det grønne land. Helt oprigtigt! En cykeltur herude på en smuk, smuk sommeraften, og mit smil er faktisk ikke til at tørre af. Hverken inde eller ude.
Og ja. Det er en cykelhjelm, der sidder der - lige dér - øverst på mit hoved. "Jamen, du havde jo lovet, at du ALDRIG..., Pernille." I know! Det er blevet sløje tider for lev-stærkt-dø-ung-Pernille. Hun har opdaget, at hun virkelig godt kan lide at leve. Og faktisk muligvis KAN dø!
Lige da jeg skulle ud af døren, fik jeg kigget mig i spejlet. Og så kunne jeg høre min Mads' stemme: "Mor, skal du ikke have cykelhjelm på? Hvad nu, hvis der sker dig noget?" Og lige der virker min ellers eviggyldige: "Mor er voksen, det er noget helt andet, når man er voksen" bare overhovedet ikke. Så jeg har cyklet det grønne land vest for Måløv rundt med ekstra skal på hovedet. Helt alene. Tsk-tsk.
Men det var jo fordi, at det hele ellers ville være helt omsonst, tænker jeg. Jeg er endelig nået til den del af mit liv, hvor jeg lige er begyndt at øve mig i at slappe af. At give slip på noget af min kontrol. Sådan for alvor! På en måde, der virkelig batter.
(Og tænk sig! Det har vist sig, at jeg, ved at afgive noget af min frihed, har fået endnu mere frihed. Hvem kunne have gættet det?!)
Nå, men ville det ikke være brandærgerligt at flække hovedet nu, hvor jeg er nået så langt? Nu, hvor jeg endelig skal til at leve, sådan rigtigt, med alle mine følelser, med alle mine sanser, i smukt og ærligt nærvær med min skønneste Mads?!
Ja, det synes jeg altså!
Så det blev aftentur på den sikre måde. Eller altså... med max gas naturligvis - og så en hjelm for at prøve at undgå de værste skader, hvis nu uheldet skulle ske. Jeg er jo ikke helt færdig med at udfordre livet, vel?!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar