Store beslutninger

Jeg er blevet meget bevidst om tid. At hver dag tæller. At jeg aldrig kan vide, hvad i morgen bringer, og derfor heller ikke kan satse på, at i morgen giver tid.

Så derfor ryger der nogle store beslutninger over bordet, som jeg tidligere nok ville have været tilbøjelig til at skyde, fordi jeg tænkte: "Lad os lige se, om ikke det er bedre i morgen".

Denne her handler om mit politiske parti. Jeg har været nødt til at melde mig ud, fordi jeg ikke føler, at den politik, der føres, længere er den, jeg har i hjertet.

Orv, hvor var det tungt for mig! At måtte indse, at noget, som jeg i den grad troede på, kæmpede for og brændte for ikke længere var, hvad det havde været. At jeg kort og godt ikke længere var stolt af at være medlem, at jeg ikke længere kunne bære partisymbolet uden på jakken.

Men der var ikke tvivl i mit sind om, at jeg måtte sige fra. For det, som jeg vejer alting op mod, er, om jeg vil være tilfreds med i dag, hvis i morgen er den sidste, jeg ser. Vil jeg kunne banke på Skt. Peters port med stolthed over mit liv og mine handlinger? Altså sådan i store træk ;-)

Det er mærkeligt ikke længere at høre til noget sted. Ikke længere at have taget stilling. Nu må nysgerrigheden føre mig ad nye veje til jeg har fundet mit nye ståsted.

Ok, for de fleste er det at have meldt sig ud af et parti måske en bagatel. Men for mig er det mere end noget andet et symbol på, hvordan jeg skal håndtere mit liv. For det er nemlig det, jeg skal. Håndtere det. Ikke lade stå til. Ikke bare ræse derudad, uden at have hjertet med, men hele tiden lade hjertet råde. For kun sådan kan jeg mærke at jeg lever. På godt og ondt.